Ugens 5 sange: far-dans, morgensex og doom-metal med sirenesang

dadbod. Future Islands på Avalon scene, Roskilde festival 2014.
dadbod. Future Islands på Avalon scene, Roskilde festival 2014.
Lyt til artiklen

1. Future Islands ’The Chase’

Efter et massivt gennembrud er synthpoptrioen Future Islands med det far-dansende festfyrværkeri Samuel T. Herring i front tilbage med den bittersøde ’The Chase’, der cementerer gruppens flair for at skrive kærlighedssange med både tyngde, følelse og et hook, der bliver siddende.

2. Miguel feat. Wale ’Coffee (Fucking)’

Der er en dejlig skamløshed over Miguel. Også selv om han på sin nye sang, der er en nyindspilning af et nummer, der udkom på en ep fra december, har hænderne lidt mere over dynen, end man er vant til fra R&B-flødedrengens hånd. Temaet er morgensex, tempoet er tilbagelænet, stemningen er lummer, og kaffen? Den er dampende varm.

3. Chelsea Wolfe ’Iron Moon’

Som en kulsort vindheks har Chelsea Wolfe manifesteret sig som den sirenesyngende mester i den (meget) dystre ende af folkemusikken. Hun har før flirtet med metal, men på sin fremragende nye single, ’Iron Moon’, toner hun rent doom’et flag, og sangen lover tungt og godt for hendes kommende koncert på Roskilde Festival.

(eksternt link)

4. Choir of Young Believers ’Face Melting’

Den bliver næppe melodisk spydspids for næste sæson af ’Broen’ lige med det første. Dertil er Choirs første sang i tre år nok en kende for udknaldet med sine vægtløse synthesizere, glimtvise sax og Jannis Makrigiannis vokal, der trods søvngængertempoet markerer, at han vil genopfinde sig selv nok en gang.

(eksternt link)

5. Disclosure ’Bang That’

Er det fredag? Svaret er nok altid ja, hvis man hedder Disclosure, og det gør den engelske duo, der indtager Orange Scene til sommer med deres melodiske house. Dog er poppen tonet ned til fordel for klubstemning på den nye sang, ’Bang That’.

Pernille Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her