En spinkel fyr med pjuske hår og dynejakke sniger sig igennem mørket i det propfyldte spillested Debaser i Malmø for at komme ud og ryge i den isnende, svenske aftenblæst.
Selv om det er ham, folkemængden venter på, er der ikke en kat, der opdager, at aftenens hovedperson smutter bag de ventende rygge. Måske fordi The Tallest Man on Earth ikke er en kæmpestjerne med et letgenkendeligt ansigt. Endnu.
Eller også overser de ham af den simple årsag, at hans fysik ikke ligefrem lever op til kunstnernavnet.
»Han är inte precis den längsta mannen på jorden«, bemærker en skånsk fyr tørt til sin sidemand, da The Tallest Man on Earth endelig går på scenen, og snakken i rummet forstummer.
Langsom succes
Den 27-årige svensker Kristian Matsson, der gemmer sig bag det bogstaveligt talt højtravende alias, har oplevet en langsom succes efter opskriften mand & guitar.
Han får anmelderne til at råbe højt af glæde, og publikum til at lytte og tie så stille, at det er helt uhørt. Lige nu befinder han sig netop der, hvor det er tæt på at blive rigtig stort.






























