Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

1977. Patti Smith fotograferet to år efter udgivelsen af 'Horses'.
Foto: ANONYMOUS/AP

1977. Patti Smith fotograferet to år efter udgivelsen af 'Horses'.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kim Skotte: Selvfølgelig kendte jeg Dylan og Neil Young - men 'Horses' var noget andet

I 2005 skrev Politikens Kim Skotte dette essay om sit forhold til et rockminimalistisk mesterstykke af et Patti Smith-album - 'Horses'.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Go Rimbaud, go Rimbaud, go Rimbaud, oh go Johnny go...

Enhver generation har sit definerende øjeblik. Det lyder i hvert fald godt at sige det. Jeg ved ikke, om det passer. Tit er alting jo bare glidende og tilfældigt. Men jeg ved, hvordan jeg følte det, da jeg for 30 år siden hørte Patti Smiths debutalbum for første gang. Nogenlunde som jeg forestiller mig, det må have været for generationen før, da Dylan ti år tidligere pludselig blev helt elektrisk, og beatgenerationens digterånd fik en ny allieret i den strømførende musik.

Selvfølgelig kendte jeg Dylan, Neil Young, Velvet Underground og alt det der. Men 'Horses' var noget nyt. 'Horses' var noget andet. En afgørende cementering og udbygning af dette skæbnefællesskab mellem poesi, puls og elektricitet. Nu med de højspændte storbypoeter fra det forrige århundredes franske symbolisme om bord. I begyndelsen var ordet. Men nu fik det et spark i røven, så det fløj til himmels på vinger af hvid ild. Go Rimbaud go Johnny go!

Et album, der er forblevet tidløst

Der er gamle plader, der let og ubesværet transporterer én tilbage til dengang. Et forjættende nostalgisk transportsystem, hvor man bliver konfronteret med den, man var dengang. Sådan har jeg det, når jeg hører Lou Reed synge 'Coney Island Baby', Robert Plant synge 'Stairway To Heaven', lytter til Bowie på 'Low' eller Steely Dan spille 'Deacon Blue'. Så ved jeg lige præcis, hvor jeg er; hvor jeg var. Sådan har jeg det ikke med Patti Smith og 'Horses'. Den er på en underlig måde forblevet tidløs.

Fuldstændig uden nogen form for biografisk relateret nostalgi. Et intakt frydefuldt chok for systemet hver gang. Her er tiden løs. Her er det nutid hver gang. 'Horses' minder mig ikke om, hvem jeg var, men om, hvem jeg er.

Hun var ypperstepræstinden i et musikalsk ægteskab mellem de for længst døde franske digtere som Rimbaud, Baudelaire og Verlaine og så rockmusikken i en ny hård og skarp aftapning fra New York. 'Piss Factory' skænkede den første punk. Nogenlunde sådan lyder vel forklaringen i annalerne. Men dengang var min oplevelse langt mere ubevidst. Jeg kendte godt 'Johnny B. Goode', men jeg tror ikke, jeg i 1975 havde meget begreb skabt om, hvem Rimbaud var. Virkningen var, og er, meget mere rå og direkte. Det var sprog, for fanden! Som fik det til at synge mellem ørerne. Sprog, jeg ikke havde hørt magen. Et rocksprog, der både var strømmende og mejslet i stele. Splinter af itusprængte diamanter, der stod i strålende skyer ud af munden på denne, ja, denne sibylle.

Jeg havde i årevis tyret historiske romaner og historikerne Grimberg og Gibbon. Jeg kendte Romerriget ind og ud og havde ikke svært ved at genkende figuren. Sibyllen. Profeten og spåkonen, man kunne opsøge i en hule ved Cumae. Her sad hun omtåget af giftige dampe og kom med sine kryptiske, skræmmende og smukke forjættelser. Men ikke kun den passive sibylle. I Patti Smiths mund smeltede hun mytologisk sammen med mænaden, der i de dionysiske orgier kastede sig ud i ekstasen med blodskum om alle læber.

Where there were eyes there were just two white opals / and he looked up and the rays shot / and he saw raven comin' in / and he crawled on his back and he went up / up up up up up up - helt op og op og nej, der var ikke grænser for, hvad jeg ikke forstod, og der var ikke grænser for, hvad jeg pludselig forstod.

Selvfølgelig er det noget pis alt det her. Det med tidløsheden. Det er jo bare en drøm, der synger videre i kroppen. En drøm om min egen ungdom.

I dag er jeg mere belæst. Jeg genkender flere af ekkoerne. Fra Rimbaud til Poe og Blake. Har efterhånden hørt om stoffet heroin. Jeg kan identificere ufo-forestillinger og Pattis søster Kimberly. Jeg genkender det psykoterapeutiske ideal om 'at bryde igennem' helt konkret udtrykt i flere af sangene. Men det betyder ikke alverden. Det handler ikke om erkendelse i intellektuel forstand. Oplevelsen er stadigvæk helt igennem primitiv. Det er stadigvæk en legemliggørelse i ord og musik af begrebet ekstase. Når hele kroppen og sjælen giver sig til at synge og vibrere af lyrisk elektromagnetisme. Når sproget og rytmen danser om kap med de sortest strålende stjerner. Rockstjerner har altid drømt om det store gennembrud. På 'Horses' har det en helt særlig dobbeltbetydning.

Ikonisk pladeomslag, fotograferet af Mapplethorpe

Jeg bliver aldrig træt af at se på det sort-hvide pladeomslag. Et helt enkelt portræt lavet af vennen og fotografen Robert Mapplethorpe.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Patti Smith er helt ung i ansigtet og alligevel med denne trodsige udstråling af at have levet i tusind år. Spinkel er et spinkelt ord for hende. Vidje og midje. Herrejakken slængt nonchalant over venstre skulder. Sinatraagtigt. Den hvide skjorte med sin svage duft af kirke og absint. Herretøj. Apache hele vejen igennem. Et helt, helt anderledes kvindebillede end det, jeg kendte. Langt væk fra de blonde folkesangerinder, men også lysår fra både Janis Joplins desperate energi og Nicos kølige gestalt. Her var en ung kvinde med en selvbevidst autoritet, der var lige så langt fra at være undertrykt, som hun var fra at være en af tidens flagrende frigjorte kvinder. Det handlede ikke om at lade det hele hænge ud. Det handlede om at være 110 procent cool og eksplodere som en supernova i én og samme bevægelse.

På en eller anden måde synes jeg altid, hun ligner en af de mytologiske raceheste fanget i det sidste vakte, nervøse sekund, inden de galopperer kridhvide igennem hendes sange. White shining silver studs with their noses in flames.

På en eller anden måde synes jeg altid, hun ligner en af de mytologiske raceheste fanget i det sidste vakte, nervøse sekund, inden de galopperer kridhvide igennem hendes sange.

Seksualiteten er en massiv del af ekstasen og visionen, men samtidig halvvejs fraværende. Et budskab om grænseoverskridelse snarere end et halleluja for flæskets fornøjelser. Hjernen må som skødet åbne sig og folde sig ud. I den første sang får hun øje på en smuk ung ting i en rød kjole, der småknepper et parkometer. I syvende sang er det en mand, der fra et andet vindue ser den smukke unge pige ved parkometeret. Modsat den selvbevidste erobrerske fra første sang er han smadret. Rock'n'roll gennemtrænger hans krop. Alt omkring ham hviner som en Fenderguitar. Køn er alt. Kønnets valør ligegyldig. Hun indsnuser ilten fra provokationen. Det er frihed, og man bliver høj af den.

En massiv hyldest til det seksuelle begær

»Jesus died for somebody's sins but not mine« er de første ord, hun snerrer på 'Horses'. Så man næsten kan høre knækket, da hun knejser med nakken og smider sin katolske opvækst af sig med en sangtitel, der næsten ikke kan være mere katolsk - 'Gloria (In Excelsis Deo)'. Van Morrisons 'Gloria' er vel afsæt, men her forvandlet til en massiv hyldest til det seksuelle begær, hvor kirkeklokker og et stærkt ophidset hjerte bimler om kap i himmel og skød. Guitar, bas - det er ren puls og penetrering. Trommerne? De sprænger i galop.

John Cale. Han var ikke en del af Patti Smiths gruppe. Og dog. Sammen med Lou Reed stod han i spidsen for Velvet Underground. Den eneste rockgruppe, der ville kunne tillade sig at kalde sig faderfigur for Patti Smith. Nu producerede han 'Horses'. Det er blandt hans bedste arbejder. Lyden er et rockminimalistisk mesterstykke. Alt overflødigt er skåret væk. Til gengæld kan intet af det, der er tilbage, overvurderes. Det er en af de få plader, hvor man igenkender hvert eneste spor, instrumenterne har sat sig. Lenny Kaye, Ivan Kral, Jay Dee Daugherty og Richard Sohl. I støbeskeen, i fremdrift, mere nerve end rutine. Her har man en rille af vinyl støbt ind i hjernebarken. Lad nålen sænke sig og stilheden få en ende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selvfølgelig er det noget pis alt det her. Det med tidløsheden. Det er jo bare en drøm, der synger videre i kroppen. En drøm om min egen ungdom. Om Patti Smiths ungdom mejslet i fed vinyl og genudgivet på cd. »Kun historien kan stå til ansvar for den ultimative kanonisering ...«, rablede hun på bagsiden af omslaget, og teksten fortsatte: »as for me i am truly totally ready to go ...«. Det var hun. Det er vi stadigvæk en gang imellem, tænker jeg forhåbningsfuldt og lytter til liveopførelsen af 'Horses' fra London. Året er 2005. Det er stadig Patti Smith. 59 år snerrer hun anderledes som en gammel løvinde. Rockmusikken er mindre tæt til benet. Men efter alle årene som husmor i Detroit er hun sig sin passion lig: truly totally ready to go. Parat til at nære flammen.

Teksten blev oprindeligt bragt i Politiken 27. november 2005.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden