Salut. Den amerikanske trompetist Brian Lynch er en af mange udenlandske stjerner, som har optrådt i Montmartre, siden det legendariske spillested genåbnede for et år siden.
Foto: Martin Bubandt

Salut. Den amerikanske trompetist Brian Lynch er en af mange udenlandske stjerner, som har optrådt i Montmartre, siden det legendariske spillested genåbnede for et år siden.

Musik

København er lige så jazzet som i gamle dage

I dag spiller jazzmusikken lige så højt og på endnu flere spillesteder end i 60'erne og 70'erne.

Musik

Lad os lægge fra land med et par påstande, som efterhånden er sagt og skrevet så tit, at de nærmest er ophøjet til kendsgerninger.

Her er den første:

Den københavnske jazzscene var i 1960’erne og 1970’erne så vital og levende, som den aldrig før havde været og aldrig siden er blevet. København var dengang en af Europas – for nu ikke at sige verdens – allervigtigste jazzbyer.

Men i dag er den position for længst overtaget af andre og større metropoler, og (underforstået) København er reduceret til et hul ude i jazzprovinsen.

Den anden påstand er mere sæsonbetonet og bliver især fremsat ved afslutningen af årets Copenhagen Jazz Festival: Når festivalens ti dage med de i alt over 1.000 koncerter er overstået, sygner jazzscenen hen og overlever på noget, der minder om vågeblus frem til næste års festfyrværkeri.

Medierne glemmer jazzen
I morgen udkommer bogen ’Jazz i Danmark’, en systematisk gennemgang af jazzens danske historie fra 1950 frem til i dag, årti for årti.

En grundig dokumentation af, at, ja, jazzen trivedes i København i 60’erne og 70’erne, ikke mindst i kraft af det store kontingent af amerikanske musikere, som i de år slog sig ned i byen. Men det gør den så sandelig også i dag.

LÆS BOGUDDRAG »Lige nu blomstrer jazzscenen, som den aldrig har blomstret før«, siger Niels Christensen, koncertarrangør, musikchef i Jazzhus Montmartre i Nørregade fra 1976 til 1989 og forfatter til bogen ’Mig og Monten’ om årene på det populære spillested. »Der er masser af spillesteder i dag. Der er også ti gange flere musikere end dengang. Så den enkelte musiker har sværere ved at få job. Men jazzmusikken lever og har det godt. På trods af at medierne – og især de elektroniske – negligerer jazzen som kunstart. Med Politiken som en undtagelse«, siger Niels Christensen. Dengang og i dag Københavns ry som en af verdens førende jazzbyer dengang for fire-fem årtier siden var uløseligt forbundet med Jazzhus Montmartre, først i Store Regnegade fra 1959 til 1976 og derpå i Nørregade frem til lukningen i 1989.

Det var her, store amerikanske navne som Stan Getz, Dexter Gordon, Ben Webster, Duke Jordan, Kenny Drew og Ed Thigpen optrådte aften efter aften og løftede de danske musikeres standard, så der opstod et jazzmusikermiljø i København, man ellers skulle til New York for at finde magen til.

Men bortset fra Montmartre, hvad lå der så egentlig af vigtige jazzspillesteder i København, spørger Niels Christensen og svarer selv:

»Der var Vognporten i Huset, Slukefter i Tivoli, De Tre Musketerer, Vingården og La Fontaine og ikke så forfærdelig mange andre steder«.

Festival booker gråt guld

I dag er udbuddet større. Montmartre er genåbnet i Store Regnegade, og nogle få hundrede meter væk er der stadig, på trods af en trængt økonomi, liv i Copenhagen JazzHouse.

Andre steder, hvor man jævnligt kan høre jazz, er Jazz Cup i Gothersgade, Paradise Jazz i Huset, Christiania Jazz-Club, La Fontaine, Blågårds Apotek, Mojo, M.G. Petersens Familiehave, Drop Inn og Sofiekælderen – samt en stribe cafeer, som fra tid til anden har jazz på programmet, for eksempel Bartof på Frederiksberg.

Faktisk kan man nu om stunder i København gå ud og høre levende jazz et eller flere steder stort set hver eneste aften i ugen året rundt. Og hvilke andre musikgenrer kan tilbyde sit publikum det?

Danskerne styrer
Den københavnske jazzscene er ikke længere præget af udenlandske musikere. Kontingentet af udlændinge udgøres stort set af den amerikanske saxofonist Bob Rockwell og en lille håndfuld svenskere.

»Nu domineres scenen primært af unge danskere, der er vilde og blodige, og som finder deres egne udtryksformer«, siger en af dansk jazz’ grand old men, Erik Moseholm, der blandt meget andet kan skrive bassist, komponist, orkesterleder og forhenværende rektor for Rytmisk Musikkonservatorium på visitkortet.

»En del af aktiviteterne foregår stadig på klub- og spillestedsbasis, men i høj grad også hjemme og i studierne, hvor musikerne sidder og brygger deres musik sammen og udgiver det på cd. Der bliver jo udgivet enormt mange flere album i dag end dengang. I 1950’erne var en udgivelse en sensation, som blev anmeldt i alle aviser og spillet hele tiden i radioen. I dag kommer der nærmest et jazzalbum om dagen«, siger han og kalder det »... tankevækkende, at du hver aften kan finde et sted i København, hvor der bliver spillet jazzmusik«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis du spørger amerikanske musikere, hvilken by de helst vil opholde sig en måned i, vil rigtig mange af dem sige: København.



»Det er ildsjælene, der trækker læsset. En musiker som Kresten Osgood er en anfører, og det samme er Benjamin Koppel. Det er folk som dem, der skaber nye muligheder. Så vi har brug for dem, som tør. For det er et spørgsmål om mod til at skabe nye spillesteder«, siger Erik Moseholm.

Den etablerede scene er truet
Trommeslageren Jonas Johansen har i snart et par årtier spillet en hovedrolle i det danske jazzmiljø, både som musiker og som underviser på Rytmisk Musikkonservatorium.

Fra Shanghai i Kina, hvor han netop har optrådt med sangerinden Katrine Madsens kvartet, erklærer han sig enig i, at der er godt gang i jazzmusikken i Danmark lige nu. Måske mere, end der nogensinde før har været. Men han har også et par forbehold:

»Den etablerede jazzscene er truet. Steder som Montmartre og JazzHouse er økonomisk meget pressede, og det går ud over det, jeg vil kalde den moderne og avancerede jazz, hvor improvisation er en vigtig bestanddel. I Montmartre kommer det især til udtryk ved de mange tribute-koncerter, hvor musikerne spiller musik af de gamle ikoner i stedet for deres egne kompositioner. Og i JazzHouse har man etableret forskellige klubber i klubben, hvor hovedvægten ligger på swing, elektronika og andre musikgenrer. Det er alt sammen helt fint – det har bare ikke så meget med moderne jazz at gøre«, siger Jonas Johansen.



Til gengæld er der, konstaterer han, godt gang i undergrunden og de små alternative spillesteder. Summa summarum:

»Vi mangler en levende jazzklub for den moderne, originale jazzmusik, sådan som Montmartre var det i gamle dage. Og når sådan et sted tilsyneladende ikke kan løbe rundt i København, er det, tror jeg, fordi det i dag ikke er så hipt at høre jazz, som det var dengang. Lad os nu bare være ærlige: Det at gå i byen og høre musik hænger jo også sammen med muligheden for at træffe det modsatte køn, og i dag foregår mødet mellem mand og kvinde altså andre steder end til jazzkoncerter. Jazz er blevet en nichekultur. Men som sagt: Der er masser af jazz på de mindre steder«, siger Jonas Johansen.

København rangerer højt

Men giver det så i dag mening at tale om København som en jazzby – måske endda en af verdens jazzhovedstæder, hvis vi skal svinge os højt op? Ja, siger Jonas Johansens instrumentkollega Alex Riel, som sidste år fejrede 50-års jubilæum som udøvende musiker, og som i sin tid sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen og Kenny Drew udgjorde Montmartres legendariske hustrio. »København rangerer i udlandet højt som jazzby«, siger veteranen, der netop er vendt hjem til Danmark efter to ugers turné i Schweiz, Liechtenstein, Italien, Frankrig og Tyskland med den canadisk-schweiziske saxofonist George Roberts band. »Især efter at Montmartre er genåbnet, står København flot på jazzhimlen. Jeg har lige spillet sammen med to franske musikere, og de siger for eksempel om Paris, at den er død som jazzby. Nej, der er ikke mange byer, der slår København«, siger Alex Riel.





Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Og det er Jonas Johansen, som ofte spiller sammen med udenlandske kollegaer, helt enig i. »I Norge er der masser af penge i systemet, men den norske scene er meget indadvendt. Og Sverige ... jeg har lige spillet sammen med saxofonisten Karl Martin Almqvist, og han kalder Sverige »et jazz-uland«. I Italien skal man spille sammen med en italiensk musiker for at komme til fadet. Madrid er sådan set godt kørende med spillesteder, men musikernes gennemsnitlige niveau er bare ikke så højt. Det er det i Danmark. Og der er masser af koncerter og muligheder for at jamme. Så hvis du spørger amerikanske musikere, hvilken by de helst vil opholde sig en måned i, vil rigtig mange af dem sige: København«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce