Det er ikke en kliché, at hver aften på scenen er forskellig fra aftenen før. Det er virkelig sådan. Det er nogle helt subtile ting, der gør det. Pludselig ser din medspiller på dig på en helt særlig måde, pludselig hører du en frase i violinen eller i obosoloen, der inspirerer dig og får dig til at understrege lige netop den frase i arien. I en af de første Violettaer, jeg sang på Gamle Scene, var der skruet mægtig meget op for en lyskegle i sidste akt. Det var så stærkt, at jeg slet ikke kunne opfatte andet, og jeg fik den her association til folk, der går ind i lyset, ind i døden. Det føltes helt utroligt, nærmest parapsykologisk.
Når du står og synger den mest udtryksfulde musik på scenen, så er det afgørende, at du ikke selv fortaber dig i din følelse. Det må ikke ende i selvfedme. Det er vigtigt, at det, man oplever, sender man videre ud til publikum som en gave. Det må aldrig handle om, hvor fedt du selv står og har det.
