Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Enden. Solist Anne Margrethe Dahl i sminken. Snart fylder hun 56, som er pensionsalderen på Det Kongelige Teater, og så er det slut med rampelys.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Operasanger: Hallo, jeg er her jo altså stadig!

Anne Margrethe Dahl fylder snart 56, hvilket er pensionsalderen på Det Kongelige Teater.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke en kliché, at hver aften på scenen er forskellig fra aftenen før. Det er virkelig sådan. Det er nogle helt subtile ting, der gør det. Pludselig ser din medspiller på dig på en helt særlig måde, pludselig hører du en frase i violinen eller i obosoloen, der inspirerer dig og får dig til at understrege lige netop den frase i arien. I en af de første Violettaer, jeg sang på Gamle Scene, var der skruet mægtig meget op for en lyskegle i sidste akt. Det var så stærkt, at jeg slet ikke kunne opfatte andet, og jeg fik den her association til folk, der går ind i lyset, ind i døden. Det føltes helt utroligt, nærmest parapsykologisk.

Når du står og synger den mest udtryksfulde musik på scenen, så er det afgørende, at du ikke selv fortaber dig i din følelse. Det må ikke ende i selvfedme. Det er vigtigt, at det, man oplever, sender man videre ud til publikum som en gave. Det må aldrig handle om, hvor fedt du selv står og har det.

Jeg synger Elsa i en ny opsætning af ’Lohengrin’, der har premiere på fredag. Jeg kan godt give Birgit Nilsson ret i, at man skal have nogle gode sko på, når man synger Wagner. Man er sgu træt, fysisk og mentalt. Musikken kræver en vanvittig fysisk kondition og mentalt overblik. Man skal have rigtig meget stamina til at klare de der lange, brede fraser. Alle de støttemuskler, som man som sanger bruger, arbejder på højtryk. Forleden varede prøven i seks timer. Umiddelbart bagefter var jeg helt høj, men på vejen hjem opdagede jeg, hvor flad jeg var.

Det er jo fint at gå nu, inden jeg bliver sådan en lidt slasket sanger

Wagner bygger sit drama op, så det ligner livet. I den store scene mellem den mystiske gralsridder Lohengrin og den unge Elsa opdager man, at de to består af noget af det samme, og der er en genkendelse i deres øjne, en sjælelig forbindelse, der går ud over det erotiske. Elsa er blevet advaret mod at spørge Lohengrin, hvor han kommer fra, men hvis du siger til en kvinde, at der er noget, hun ikke må, så gør vi det garanteret! Duetten mellem Lohengrin og Elsa er ligesom et hysterisk anfald, det er utrolig organisk komponeret. Fuldstændig som når man selv er hysterisk. Egentlig har hun dæmpet sig ned, men så tager hun fat i et ord, han siger, og så kører hun derudad igen. Jeg kan da sagtens genkende noget der.

Vi havde egentlig talt om, at jeg måske kunne få forlænget min kontrakt med Det Kongelige, men i løbet af efteråret kunne jeg jo godt se, hvor det bar hen med de bebudede besparelser. Men jeg har sat mig for at gå til det – min afgang – uden bitterhed. Men det bliver da et meget stort savn ikke at synge mere. Det har meget at gøre med ens identitet. Den del af det er jeg nødt til at fylde op med noget, der kan tænde mig lige så meget. Jeg har i ti år både været operasolist og forstander for Operaakademiet, så jeg har en enorm arbejdskapacitet. Hallo, jeg er her jo altså stadig! Men hvad skal jeg fylde i det hul? Det er spændende.

Det er jo fint at gå nu, inden jeg bliver sådan en lidt slasket sanger, at gå i en sæson, hvor man er blevet bedt om at synge store partier som Elsa og i Thomas Ades’ ’Powder Her Face’. I stedet for at blive så længe, at folk begynder at sige bag min ryg, at jeg skulle være holdt op for ti år siden! Jeg havde nok haft et par år til i mig, men jeg bliver jo altså 56, og det er pensionsalderen, og det kræver et vildt stort arbejde at holde sig sangligt i form i min alder. Bare de seneste tre-fem år er det blevet væsentlig hårdere. Det er en elastik, der skal holdes stram, en muskulatur, der skal trænes.

Jeg nyder mit arbejde på Operaakademiet. Der går nogle megatalenter derinde. Den unge sopran Lise Davidsen tog sin eksamen for halvandet år siden og kører allerede nu en stor international karriere. Som forstander ser jeg folk, der overgår én selv i talent, men via ens erfaring kan man bibringe dem en masse. Så hænger livet sammen, talent møder erfaring.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da min far døde for snart fem år siden og blev lagt i respirator dagen før, kunne han godt mærke, at han var meget, meget syg. Han var oboist i Det Kgl. Kapel og sagde direkte, at det var tankevækkende at ligge i hospitalssengen og indse, at han nu forstod, hvad arbejdet med musik drejede sig om. Sådan har jeg det også lidt selv. Inden for de seneste to-tre år er det gået mere og mere op for mig, hvad jeg skal arbejde på, og hvad der betyder noget, når man står på scenen. Alle de indsigter har jeg fået, og så er det slut! Det er der noget meget smukt over på den ene side, men det er også utrolig vemodigt – og måske en smule uretfærdigt.

Hold op, hvor har jeg prøvet at dø mange gange på scenen! Gad vide, hvordan det bliver i virkeligheden? Det har jeg tit tænkt på, når jeg har ligget på scenen i en dødsscene. Forhåbentlig kan der være den værdighed, som jeg så hos min far.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden