Dansk jazz' grand old man fylder 70 år

Saxofon. Jesper Thilo er for længst en af de legendariske kunstnere i dansk jazzliv. Her spiller han med Niels Jørgen Steens A-team i Kongens Have ved jazzfestivalen sidste år.
Saxofon. Jesper Thilo er for længst en af de legendariske kunstnere i dansk jazzliv. Her spiller han med Niels Jørgen Steens A-team i Kongens Have ved jazzfestivalen sidste år.
Lyt til artiklen

En af de morsomste bøger, der findes om dansk jazz, har - rimeligt nok, velsagtens - titlen 'Man skal ku' se komikken'. Og at den er så sjov skyldes, at manden bag, nemlig jazzmusikeren Jesper Thilo, selv er forrygende morsom og et overflødighedshorn af anekdoter, jokes og indfald.
Hjertet banker for jazz
Men først og fremmest er han - som altså runder de syv skarpe årtier med fanen højt og hornet klar til brug - en intet mindre end fremragende, alsidig, flittig og hamrende professionel jazzmusiker, hvis hjerte banker hedt og konstant for den swingende sorte musik. Og udøvende spillemand har han efterhånden været i et stykke tid. For han blev medlem af Dansk Musikerforbund som 17-årig i 1958, og da havde han at dømme efter ovennævnte erindringsbog allerede været i gang i nogen tid.
LÆS OGSÅ
Storværk fortæller den danske jazzs historie Jesper Thilo blev født under krigen og voksede op på Christianshavn i 'Voldboligerne'. I øvrigt i en familie, hvor musikken spillede en betydelig rolle. Og han var ikke andet end en stor knægt, da det stod klart for alle, at musikken havde mere end almindeligt godt fat, hvorfor han 'fik lov' at gå den vej.
Junglemusik om natten
Men det skulle gå ordentligt til. Så Jesper Thilo kom på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på H. C. Andersens Boulevard, hvor han lærte at spille klassisk klarinet og værker af både Mendelssohn, Mozart og Carl Nielsen. Men det var kun om dagen. For om aftenen og natten sneg han sig ned i Nyhavn og gav den gas i det livlige revival jazz-miljø, der fandtes på knejperne med Cap Horn som det fremmeste forum. Og det var ikke uden en vis risiko for den håbefulde jazzentusiast. Konservatoriestuderende måtte nemlig ikke den slags. Dels fordi de skulle koncentrere sig om den klassiske musik. Og dels fordi den på det tidspunkt såkaldte junglemusik blev anset for at være en skadelig indflydelse på ubefæstede sjæle.
Den klassiske klarinet på hylden
Men lige så snart eksamen på klassisk musikus var hjemme, lagde Thilo den klassiske klarinet på hylden og helligede sig helt og aldeles jazzen. Han trakterede først og fremmest tenorsaxofonen og kom med i Arnvid Meyers orkester som fast mand i begyndelsen af 1960'erne, hvor dette band var blandt landets absolut mest toneangivende, og turnerede flittigt rundt i Danmarks mange jazzklubber.
Practical jokes
På disse ture fik Thilo også afløb for sin store trang til at foranstalte practical jokes -ofte i selskab med kammeraten Niels Jørgen Steen, der spillede klaver i 'Skovtroldens' band. LÆS OGSÅGuide: Find vej til flere jazzfestivaler En af de mere spektakulære af slagsen gik ud på, at Steen og Thilo under et ophold i en provinsby, hvor Meier var i færd med at indtage sin frokost på et lokalt cafeteria, skaffede sig sygehjælperuniformer og iført disse fast og bestemt fjernede den langskæggede orkesterleder fra spisestedet under dække af, at han var stukket af fra en nærliggende psykiatrisk institution.
Viderefører swingarven
I 1966 blev Jesper Thilo en del af Radioens Big Band, hvor han først og fremmest spillede altsaxofon, men sideløbende hermed var han aktiv i andre sammenhænge. I 1971 blev han kåret som årets jazzmusiker, og han blev også som den første belønnet med Ben Webster-prisen i 1977 - særdeles rimeligt, idet han hører til blandt dem, der på fremmeste vis viderefører arven fra denne swingtidens store saxofonist. Efter mere end 20 år som førstealt i Radioens Big Band forlod Thilo i 1990 ensemblet for at hellige sig egne projekter.
Elsker at spille
Dem er det så blevet til nogle stykker af siden. For Thilo ligger ikke på den lade side, og han elsker ifølge alle, der kender ham, at spille. Siden begyndelsen af dette årtusind har han stået i spidsen for en af rigets skarpeste kvartetter, der udover ham selv på tenor består af pianisten Olivier Antunes, bassisten Bo Stief og trommeslageren Frands Rifbjerg - alle musikere med et bredt repertoire, stilistisk rummelighed og udpræget humoristisk sans. Efter sigende kan de godt spille free jazz, men kun hvis de får betaling for det.
Massere af gæster og musik
Et antal fine pladeudgivelser er det også blevet til i årene løb. Fra en med de 'Modne drivhusmeloner' og til den seneste, hvor han trakterer sin ungdoms instrument, klarinet, og giver en række New Orleans-standards kærlighed. Fødselsdagen blev fejret i går ved et pragtarrangement i Huset i Magstræde med horder af gæster og masser af musik. Med fødselaren i centrum. For han holder altså virkelig meget af at spille.
FACEBOOK

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her