0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ain't misbehaving

Jazzmusikere, der lyver for sjov, kulturkonflikter, tatoveringer, nødder, god musik og den anden slags, stemmer fra dødsgangen, saxofoner.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Af og til tror jeg, at jazzmusikere lyver, altså ikke de to guitarister og ham saxofonisten, der lige nu sidder neden for Jazzlives redaktion i det fantastiske Studenterhus og jammer 'Cottonfields', for det ved jeg bare, at det hedder. Jeg tænker mere på sådan en som ham Rune Funch, der for et par timer siden stod på scenen på Gråbrødre Torv sammen med resten af Once Around The Park og sagde:

»Nu spiller vi et nummer der hedder: 'Dino, min Dino, din sexmachino'«.

Det hedder sådan noget musik bare ikke. Jazzmusikere laver ganske vist hele tiden så mange nye numre, at de tit kommer til at give dem nogle meget mærkelige titler. Men jeg kunne ligesom høre på de andre musikeres latter, at det bare var noget, han stod og fandt på. Ellers havde jeg netop siddet og været ret imponeret af Rune Funchs måde at få guitaren til at give spaghettiwesternlyd fra sig.

»There are two kinds of music. Good music, and the other kind«, skal Duke Ellington have sagt. Citatet er trykt bag på et visitkort for en ny jazzbutik, som bliver delt ud til folk, der har sat sig på de lune brosten til koncerten. Der er ret mange, der har sat sig, også en yderst velklædt fyr, der virkelig er god til at have sine jeans hængende helt utroligt langt neden under sine sorte Calvin Kleinere uden at tabe hverken dem eller masken.

»A-team var udmærket. Meeeen måske lige borgerligt nok«, siger Lars. Han har en bakke jordbær med på torvet, hvor der til venstre for os sidder en rødhåret pige og piller nødder. Hun har en lille tatovering på skulderen og en på den ene ankel. Får lyst til at spørge hende, om hun er tatoveret andre steder på kroppen.

Eller bare sådan undersøge det.

»Nå, men så må vi se, om vi kan få fuldt hus begge steder. Det kunne da være sjovt«, sagde den gamle rødskægs-langhårede bassist, Hugo Rasmussen, mens han stod og nappede jordbær i sig, kort inden han selv skulle i Paludans boghandel.

Det var her inde i Studenterhuset lørdag aften, hvor jeg havde hørt Sara Sørensen synge, meget-meget kønt under lydprøven. Men da koncerten gik i gang, stod hun hele tiden og kikkede ned på sine fingre, som om det var første gang, hun så dem bevæge sig op og ned ad et gribebræt.

»Vi har fået anbefalet Lybnit, så der går vi ned senere«, sagde Cathrine på terrassen ude på Islands Brygge over nogle meget fyldte glas Urquell. Hun mente nu Stubnitz, men det er også et svært ord. Men ikke så svært som det viste sig at være at komme ind på jazzskibet henne ved Langebro. Så det gjorde vi så ikke. I stedet tog vi ned i Zum Biergarten, det eneste andet sted vi kunne finde på den anden side af klokken to om natten, hvor man kunne få lov til at sidde udenfor i den subtropiske nat og tale om bøger, vi stadig var i gang med at læse og den slags.

»88 kroner ! Så må det sandelig være nogle gode øl«, sagde den ældre kortklippede jyde i den ternede skjorte til den langhårede bartender nede i Biergarten. De havde allerede én gang været oppe og snerre ad hinanden, fordi jyden troede, at han selv kunne bestemme, hvilke glas der skulle bruges til hvilken slags øl.

»Det er sådan vores koncept er. De glas er designede til den øl. Sådan er det«, sagde den langhårede bartender til ham. Kulturkonflikt i lys lue i sommernatten.

På Galatheakroen kan man lære sig, at en jazzmenu er frikadeller, kartofler og salat, og i Guitarværkstedet i Skindergade skilter de i vinduet med »Festival-guitar: 550 kr.« Og uden for Kitch-Bitsh i Læderstræde stod en sommerklædt Anisette og spejdede ind ad vinduerne.

»Nu skal de andre lige hvile sig lidt. Imens vil Søren Siegumfeldt og jeg så få tiden til at gå med at spille et nummer der hedder 'Just Friends - Lovers No More«, sagde Jesper Thilo på scenen nede på Nytorv. Men den sang har jeg ligesom hørt alt for tit. Så jeg sørgede bare for at komme videre. Men ikke så langt, at det forhindrede mig at vende tilbage til Nytorv et par timer senere. Da var stemningen nu også lidt indeklemt, da Stefan Baur havde introduceret et nummer for tenorsax og cd-afspiller med ordene.

»Og hvis I undrer jeg over de stemmer, de kommer ind over. Så skal jeg lige sige, at de kommer fra nogle interview med folk, der sidder på dødsgangene i fængsler i USA«.