I en periode var det nærmest en sport i visse kredse, tilbage i de på mange måder lykkeligt overståede 1970’ere, at håne den britiske sangskriver og entertainer Elton John. For hvad var han dog for et popdyr, der stillede sig an med flamboyante briller og plateaustøvler og spillede klaver som en nørdet udgave af Jerry Lee Lewis? Godt nok havde han massevis af pladekøbende fans, men parnasset havde det lidt stramt med ham, fordi han gjorde så mange pailletterede fagter og skjulte sig bag eksempelvis et sæt stort indfattede glas, som havde vinduesviskere ligesom en bil. I skyndingen overså man så, at der bag facaden, inden i manden, der blev født Reginald Kenneth Dwight, gemte sig en sangskriver af den slags, man skal være tonedøv og musikhader på en og samme gang for ikke at falde pladask for og så knuselske af hele sit dur-mol-harmoniske hjerte.
Heldigvis er så godt som hele verden kommet på bedre tanker for så vidt angår Sir Elton Hercules John, som han kalder sig nu om stunder – dronning Elizabeth slog ham til ridder i 1998. Men der er stadig en tendens til, at man liiiiige skal fremhæve alle de massivt mange skæverter, han har slået i karrierens lange løb, fremfor at understrege det fuldstændigt bemærkelsesværdige antal udødelige sange, der er strømmet fra hans ubesværede pen – ofte med tekst af Bernie Taupin, der næsten har været med fra starten.
