Det så helt almindeligt ud på scenen i pausen. Et par harpenister stemte de mange strenge, paukisten fik styr på sine filtkøller, et par kontrabassister gennemspillede nogle hurtige passager, som måske ikke var helt på plads. Sådan ser alle orkesterkoncerter i princippet ud i pausen før tonedigtet ’Don Quixote’ af Richard Strauss efter en første halvdel med Mozarts 40. symfoni.
Men West-Eastern Divan Orchestra er ikke et almindeligt orkester. Dirigenten Daniel Barenboim har siden 1999 samlet 70-80 unge musikere fra alle lande i Mellemøsten som en kunstnerisk humlebi, der insisterer på at spille koncerter i de lande, medlemmerne kommer fra, selvom de indbyrdes er i krig. Og den specielle politiske natur hænger uløseligt sammen med oplevelsen af musikken.
