Virtuos italiensk vokalkunst kombineret med solidt tysk orkesterhåndværk toppet op med fransk state of the art-sceneteknik, som den fandtes på Pariseroperaen i 1800-tallet.
Det var den tyske komponist med kunstnernavnet Giacomo Meyerbeer, der for alvor definerede genren grand opéra, og havde han vidst, at der nu, godt halvandet hundred år efter hans død, fandtes en tysk sopran, der uden skyggen af problemer var i stand til at trylle med hans toner, var han begyndt at græde af glæde.
Europæeren Meyerbeer skifter mellem fransk, tysk og italiensk i sine konfektlækre arier, og Diana Damrau leger med dem, som var de perlekæder, armbånd og diademer fra et stort smykkeskrin.
Grand opéra handler om præcis, hvad navnet siger, opera og følelser på en storslået skala, og Diana Damrau har lys og lyrisk kraft til at levere den gode, raffinerede modpol til Bianca Castafiore fra Tintin-tegneserierne. Hun er en drøm af en sanger, og her er hun i sit rette element.
I en arie fra en af Meyerbeers kendteste operaer, ’Robert le Diable’, svæver hun med de lyseste toner over harpen, inden et storladent drama bryder løs. Hun er fantastisk på fransk, mens musikken paradoksalt nok flyder en smule dårligere på tysk. Men det er nu ikke Die Damraus skyld.
I et uddrag fra ’L’Étoile du Nord’ laver hun den lækreste duet med solofløjten. Her er kor og ekstra solister på, hvor uddragene kræver det, og i et stort klip fra ’Les Hugenots’ viser hun hele viften af vokale styrker.
Tempo, energi og musikglæde
Det var ikke nyt, at tyske komponister kiggede til Italien efter operainspiration. Carl Heinrich Graun, der døde godt og vel 100 år før Meyerbeer, gjorde det, ligesom sin kollega Händel, og 27-årige russiske Julia Lezhneva rammer Grauns stil flot. Hendes stemme er anderledes end Damraus.
Den har mørke mezzofarver, og koloraturerne sidder anderledes, men ikke mindre imponerende. Til gengæld er det lige før, stemmens saftighed oversvømmer tonerne på dette ariealbum, hvor specialbarokensemblet Concerto Köln er lige så velvalgte akkompagnatører, som det franske orkester fra Lyon er det på Diana Damraus udspil. Graun er ikke den kendteste komponist i dag, selv om han var en stor kanon på sin egen tid – og i øvrigt selv var en dygtig tenor.
Kun en af arierne på albummet har angiveligt været indspillet før, og mens Lezhneva som så mange russiske sangere skal passe på sin diktion, er det en fornøjelse at høre, hvordan stemmen modnes og bredes ud.
Teksten og de langsommere tempi er hendes svagere punkt. Men tempo, energi og musikglæde er der masser af, og trods det fitnessagtige ved oplevelsen af en toptrænet stemme i vild udfoldelse er det rart trods alt at kunne mærke, at der er et menneske bag.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Decca har slået kloen i Julia Lezhneva. Men om Diana Damrau må man bare sige: Hvem, overhovedet, ville man hellere høre boltre sig i Meyerbeers kransekageunivers?
fortsæt med at læse
