Hvad laver de, de unge komponister?
Ja, nogle arbejder helt traditionelt med at skrive musik. For eksempel til de ti klassisk uddannede musikere fra Esbjerg Ensemble, der var i København søndag for at spille resultaterne af den workshop, de hvert år holder for unge komponister fra ind- og udland.
Her kunne man blandt andet høre, hvordan det lyder, når islændingen Finnur Karlsson prøver at lade musikkens egen vækstproces aflejre sig i det færdige værk som årringe i et træ. Eller når danske Line Tjørnhøj mærker efter og med mørke toner husker, hvordan det første kys føltes.
Havde radiostudiet med
Men andre laver andet og mere end at skrive noder. Performativitet er et nøgleord for mange yngre komponister, og hvor meget skal man så egentlig selv fylde, når man som komponist går på scenen og performer?
Allan Gravgaard Madsen, kendt af mange som satirekarakteren Speaker-Allan fra ’Den Korte Radioavis’ på Radio 24syv, debuterede som komponist i København på weekendens Klang Festival-program med et meta-take på det gamle fænomen debutkoncerten, hvor man som færdiguddannet fra et musikkonservatorium viser, hvad man har lært, og hvad man har at byde på som kunstner.
Han gjorde det ved selv at rykke op på scenen med alt udstyret fra radiostudiet. Musikere var der også, i skikkelse af den amerikanske Jack String Quartet og den suveræne klarinettist Mathias Kjøller, men de fik mest lov at levere brudstykker af værker, der efter koncerten stod i erindringen som noget interstellart, fjernt og rent.
Selvudlevering blev til manipulation
Musikken blev skubbet til side. Komponisten selv var værket, og han indledte med at afspille et interview, han havde lavet med en ekspert i nutidig kompositionemusik, som over telefonen rådede ham fra at fylde for meget.
Hun gav også andre råd om, hvad Allan skulle og ikke skulle gøre for at fremstå bedst muligt ved sin debutkoncert – og alle de råd vendte han så på hovedet.
Det er ikke sjovt at skide i bukserne foran kammeraterne i 5. klasse
Komponisten komponerede med rådene som råmateriale i en gennemstylet performance, der skulle vise hans sande jeg. Men resultatet blev en fremstilling, der virkede mere båret af ironi end ærlighed. Smerteligheder fra et liv med angst og sorg over tabet af en elsket mor, som komponisten har fortalt om i et interview i iByen, blev brugt i en iscenesat præsentation, hvor det selvudleverende gled over i det manipulerende.
Det er ikke sjovt at skide i bukserne foran kammeraterne i 5. klasse.
Men man kan fortælle om det, så det bliver rigtig sjovt. Man kan også lade publikum stemme om, hvordan musikken skal lyde, man kan være på Facebook, mens publikum ser på, og man kan, som debutanten gjorde lørdag i Koncertkirken i København, time hele sin performance omkring en videooptagelse af, at man selv bliver klippet og får skægget trimmet.
Læste smukt mindeord højt
Jeg er ikke tvivl om, at Allan Gravgaard Madsen har haft det svært med at miste sin mor, og at det rent faktisk har været en overvindelse for ham at lade en anden person end hende klippe sig.
Men jeg oplevede en debutant, der gemte sig bag en facon, jeg i forvejen kender fra radioen, og som kun i et glimt kom ud af sit ironiske skjul. Nemlig da han læste højt af sine mindeord til moren fra sin Facebookside. Jeg vil huske akkurat det glimt som noget smukt.
Det er helt fair ikke at være rolig og afklaret. Hvem er det? Men ironi æder sjæle op. Havde vi fået lov at opleve Allan udelukkende på video og i toner, måske tilsat Facebook-opdateringer, men uden en manipulerende Speaker-Allan oveni, var udtrykket blevet ærligere og stærkere.
