Der blev ikke ligefrem lagt fingre imellem, da den islandske superstjerne Björk i januar 2015 udgav sit ottende studiealbum, ’Vulnicura’.
På albumcoveret poserede hun i en sort, luftfattig latexdragt med en kødfarvet og, ja, fisseformet flænge der, hvor hjertet plejer at sidde. Og albummet var da også en af nyere tids mest markante og ublu smertensberetninger fra fronten af et langvarigt parforhold i uskøn opløsning.




























