Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Madeleine Jonsson Gille fra det svenske kunstnerkollektiv Tonkonstsystrar var forrygende med sin feministiske soloperformance 'Merge of many'. Foto: Malin Annie Jansson

Madeleine Jonsson Gille fra det svenske kunstnerkollektiv Tonkonstsystrar var forrygende med sin feministiske soloperformance 'Merge of many'. Foto: Malin Annie Jansson

Musik

Festival med hjemmebyggede instrumenter venter kun på at blive opdaget af publikum

Avantgarden har aldrig haft et stort publikum. Men når det er sagt, er der ingen gode grunde til, at den elektroniske musikfestival Sonic skal være usynlig.

Musik

All right, så blev det bekræftet.

Efter to aftener med gode – men også virkelig fremragende – oplevelser kan det konstateres, at avantgarden er der, hvor den altid har været. Det vil sige fremme allerforrest i bussen, hvor chaufføren sidder alene og styrer, og hvor det er lidt uden for nummer, hvis en passager eller to hænger ud under kørslen.

Sagt på en anden måde: Publikum glimrede i ekstrem grad ved sit fravær, da Sonic Festival onsdag aften på Amager og torsdag på Nørrebro præsenterede, hvad der ellers var et klart profileret, velkurateret up to date-program med elektroniske og elektroakustiske værker, der havde hver deres personlige præg.

Publikum glimrede i ekstrem grad ved sit fravær

Havde det her fundet sted i det gamle radiohus og været ordentligt annonceret, havde det været et hit!

Fokus på køn

Sonic handler om musik skabt helt eller delvis ved hjælp af elektronik. Flere af de valgte værker har fokus på køn, og kvinderne satte deres præg på de første to festivaldage onsdag og torsdag.

Især onsdag, hvor Madeleine Jonsson Gille fra det svenske musikerkollektiv Konstmusiksystrar leverede den mest blærede soloperformance, jeg har overværet i årevis.

Bevæbnet kun med laptop, stemme, sin dansende, gestikulerende krop og en hjerne, der har udtænkt det mest frodige og præcise meta-værk, man kan forestille sig, lod hun billedkunstneren Niki de Saint Phalle og en stribe andre kvindelige kunstnere sætte deres aftryk på performancen ’Merge of many’.

Som lovet varede det 37 minutter og efterlod en med fornemmelsen af ikke at have spildt et eneste af dem.

Bordfodbold og islandsk kontrabas

I sammenligning virkede danske Maj Bjørnholdt Kjærsigs improvisation med en lille opstilling af elektroniske effektmaskiner, en Korg-synthesizer og en theremin-agtig radioantenne nærmest famlende.

Eli Gras fra Barcelona legede med elektronik og et bordfodboldspil. Resultatet var grynet, fnidret og lige så løst i strukturen. Men dejligt nysgerrigt i den måde, den erfarne avantgardekunstner arbejdede med sin sprødt klingende opstilling på.

Det var vidunderligt at fjerne sig fra hverdagen torsdag aften og sætte sig i ro og mørke ved et af de små borde i LiteraturHaus og koncentrere sig om uventede, meditative lyde.

53 minutter i mørke sammen med en ung kvinde og hendes kontrabas, der blev brugt til at afsøge alt det, man kan få associationer til, når man hører det engelske ord ’Mass’, lyder måske som en opskrift på tortur.

Men det var både fascinerende, sugende og meget fysisk at opleve Bára Gísladottir fra Island lade jord og klippegrund skælve og knage, mens hun med stemmen tilføjede halvt sungne, halvt talte ord fra den gamle latinsk-katolske messe som »gloria« og til sidst »pacem« – fred.

Alene med computeren

Som de øvrige kunstnere arbejdede Marta Forsberg fra Sverige alene. Hun sad i skrædderstilling, kun med sin computer og live-manipulerede nogle præindspillede lyde fra sin violin, så det blev til musik. Resultatet var hypersensitivt i sin ekstreme minimalisme.

Det hjemmegroede handler meget om, at kunstnerne selv bygger de mekaniske og elektriske opstillinger, de arbejder med

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Homegrown’ kalder det islandsk-svenske arrangørpar Gunnar Karel Másson og Filip De Melo årets udgave af Sonic Festival, og det hjemmegroede handler meget om, at kunstnerne selv bygger de mekaniske og elektriske opstillinger, de arbejder med.

Ud af Morten Riis’ hjemmelavede synthesizer bygget af plastrør, ledninger og stemmegafler kom lydene flydende blidt og dannede baggrund for en mental rejse til det ydre rum. Morten Riis havde brugt Meccano, ledninger og gamle filmprojektorer til den anden af de to opstillinger, han præsenterede, og det var overvældende, hvor vemodige sange, projektorerne kunne synge. Hvem ville havde troet det?

Ikke-svær avantgarde

Begge værker har før været opført på noget mere velbesøgte avantgardemusikfestivaler herhjemme. Nemlig Spor Festival i Aarhus og Klang i København.

Nok er avantgarden fremme i bussen. Men strammede man op på pr-arbejdet, ville flere helt sikkert dukke op. Det er værd at opleve, hvor berigende avantgarden kan være. Og hvor ikke-svær den er at lytte til, hvis man giver sig hen til den.

Gør det i dag og i morgen.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce