Ung amerikaner viser sig som mørkets popengel på femte album

Zola Jesus blander pop og mørke på sin nye udgivelse.   Pr-foto
Zola Jesus blander pop og mørke på sin nye udgivelse. Pr-foto
Lyt til artiklen

Rockmusikken har sin dystre, statuariske tradition.

En kunstnerisk dødekult, som ulmer i krypten under hovedstrømmene med navne som Diamanda Galas og Swans. Det er fra denne mørke drøm, unge amerikanske Zola Jesus finder sin inspiration.

Som hun på sit femte album ’Okovi’ forvalter på en noget mere poppet og spiselig måde end de mere svært fordøjelige forbilleder.

’Soak’ er stærk og ’Wiseblood’ ren mørkepop, når Zola Jesus alias Nika Razo Danilova alias Nicole Hummel fra Wisconsin sætter sig selv i scene som en krydsning mellem mørkets engel og dyster popprinsesse.

Den elektroniske puls er medrivende i iscenesættelsen af et mørkt hymnisk drama, der romantisk kredser om dødsdesperation og mørk genopstandelse i kærlighedens ruinhobe.

Ikke så originalt som forbillederne, men i øjenhøjde med dagens ny-gotik.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her