Manfred Honeck er en utrolig dirigent. Han har altid sine helt egne ideer til, hvordan selv meget spillede værker kan få et nyt udtryk – og så har han modet og evnerne til at føre den idé igennem med imponerende konsekvens.
Torsdag aften trak han Antonín Dvoráks bedst kendte symfoni – hans 9. – væk fra dens ry som relativ tilforladelig musik stykket sammen af folkemelodier og syngende temaer og hen til en ny skæbne som øresønderrivende dramatik af djævleridt og tung melankoli.




























