Ung kniv! Helt skarp! Ung kniv! Helt skarp! En tændt Niels Brandt hugger ordene ind i den massive lyd af fræsende guitar og hvirvlende synthlyde. Vi er midt i andet nummer på den ep, The Minds of 99 overrumplende har udgivet. Og det er her, bandet får blodet til at rulle hurtigere. Ikke med spids poesi, men en ufortyndet udladning af energi, der giver hvert eneste ord en rødglødende betydning. Derefter kommer de styrtende ud ad deres postpunkede tangenter med ’I’m Gonna Die’, klar til at blæse indestængt utilpassethed op til et stadionbrøl. Ung kniv, helt skarp! Det kan The Minds of 99 selv være. Men det er ikke det eneste, de er på de fem nye sange.
Titelnummeret er en narkotisk vuggevise med undergangstoner og bagholdsangreb fra en distortet guitar, og før den heftige lille fest af en ep er overstået på lige under 18 minutter, går der Talking Heads-funk i maskineriet på samtidsdiagnosen ’Guldregn’. Sat i scene med elektronisk finish af medproducer Eloq. Undervejs får de også flettet et par engelske sætninger ind. Men der er ingen grund til at gå Nephew i bedene, når The Minds of 99 kan levere en dartpil på dansk som:




























