Lyt til artiklen
Omringet af blåt lys vandrede hun roligt rundt i hvid kjole. Ja, vandrede – og det var påfaldende, at kroppen ikke syntes særligt påvirket af de lyde, den kunne frembringe. Denne krop, der nejede lillepigeagtigt efter koncerten, og som kun talte til publikum med et forsigtigt ’skål’ omkring halvvejs.
Det var som at være vidne til en kultisk ceremoni, noget rituelt. Bandet stod med hætter, som munke med malede ansigter. Amalie Bruun i front. Ventede længe, før skønsang blev til skrig. Før ånderne skulle manes frem. Det var klart, at der skulle en koncert til.
