Det er en vild historie. Mens politikerne har presset orkestret økonomisk, har musikerne og orkesterchefen reageret med nye bud på de kendte klassikere, på den klassiske koncertform som helhed, og nu også på, hvordan danskernes nationalkomponist Carl Nielsen skal spilles.
Sidste år sagde orkestrets kinesiske dirigent Lan Shui farvel med sidste del af et projekt bestående af en indspilning af Beethovens symfonier, der gav genlyd internationalt. Shui er blevet erstattet af japaneren Toshiyuki Kamioka, der har vist gode takter i efteråret, og fredag trådte han for alvor i karakter som en mand, der vil have klarhed. Også i Carl Nielsens ellers krasse og kaglende musik.




























