DR SymfoniOrkestret er på vej på turne til Kina med deres italienske chefdirigent, Fabio Luisi, til fem koncerter i de største byer. Torsdag fik københavnerne og P2-lytterne så mulighed for at opleve det store medbragte kinesiske slagtøjsværk ’Rite of Mountains’ sat i scene med operamusik af Wagner og Beethovens 5. symfoni. Ikke historiens mest logiske koncertprogram, men dog med godt med action og voldsomt dramatiske forløb.
Guo Wenjings halv time lange bjergværk var en slags naturkatastrofe med parafraser over forløb fra Stravinskys ’Le Sacre du printemps’ sat over for mere idyllisk, klassisk kinesisk harmonik. Helt konkret vekslede slagtøjssolisten Li Biao og orkestret mellem stilfærdigt beskrivende episoder og buldrende dommedagseksplosioner i første og tredjesatsen, mens Li Biao i den midterste del gik på opdagelse i nye, sprøde slagtøjsklange i helt åbne klangflader.




























