Tre fyre i 20’erne balancerer fyldte genbrugskopper over mod et par paller og slår sig ned i solen. Dumpe dunk trænger ud fra noget, der lyder som en pænt stor højttaler inde i en af de graffitimalede containere, og et skilt foran et af bræddehusene omkring Ildstedet lokker med øl og soda til 15 og spraymaling til 35 kroner.
For ikke så mange år siden vendte området omkring Godsbanen i Aarhus ryggen til resten af byen, og stedet var råt og vildsomt og syntes glemt som bydel.




























