Nostalgi kan antage mange former. For Iggy Pop handler det om at flyve. Ikke på den ophøjede måde, hvor man ligesom transcenderer det jordbundne, men på den gode gammeldags flytrafikale måde. Dengang der var stil over det, og alle raske drenge og flotte piger drømte om at blive piloter og stewardesser.
Dengang man kunne vade lige ombord i flyet og sætte sig til rette med sin smøg og pulse løs, mens man bagte på den lækre stewardesse, der var mindst lige så smokin’ som cigaretten i gavflaben. Og hvis man var Iggy, kunne man måske tillige indsnøfte en bane kokain direkte fra det lille klapbord. Så man kunne stige højt tilvejrs, mens isterningerne klirrede i glasset, og enhver jordforbindelse gik fløjten i nasalkrystal og tobakståge.




























