Da komponisten Rued Langgaard med det sære udseende og det enorme talent var 20 år og skrev sin 2. Symfoni, var hans første allerede blevet opført af Berlinerfilharmonikerne. Vidunderbarnet fra København havde kurs mod verdensberømmelsen inden Første Verdenskrig. Men værre og værre blev det. Rued Langgaard blev et offentligt mobbeoffer og døde som hånet outsider i Ribe.
Sådan gik det. Men historien er retfærdig, hvis bare man giver den tid, og nu kan man høre Wienerfilharmonikerne spille Langgaards 2. Symfoni, ’Vaarbrud’, med det schwung, den fortjener. Værket er skrevet for stort Strauss- og Wagner-orkester.


























