Der er noget ualmindeligt jordnært over Egberto Gismonti. Med sit slidte læderfodtøj, sine forvaskede jeans, sin helt almindelige skjorte, sin efterhånden hvide hestehale og karakteristiske hæklede hue ligner han en vinbonde. Og selv om han spiller på såvel guitar som klaver med en nærmest overjordisk teknik og fantasi, er han også jævn i sin tilgang til musikken. Han spiller brasiliansk folkemusik, og det betyder ikke så meget, hvad sangene hedder, sagde han. Det vigtigste er det, de formidler.
Men inden han for alvor kom i gang onsdag aften i Kulturværftet i Helsingør, fortalte han en smule om sit hjemlands musikalske tradition. Den er nemlig andet og mere end de kendte danserytmer, hvor betydelige og værdsatte disse så end måtte være. Og i koncertens indledende del, hvor Gismonti spillede på sine tre specialbyggede guitarer med henholdsvis tolv og ti strenge, demonstrerede han, hvilke komponenter den brasilianske folkemusik er sat sammen af, og hvordan man kan accentuere disse, uden at det går ud over integrationen af dem.
