Robynisme er at stå hjemme i stuen og danse mutters alene. Det er at stå med hænderne i vejret og spjætte med alt for sprælske bevægelser til ’Dancing on My Own’, ’Heartbeat’ og ’Hang With Me’. Robynisme er lig med hjerte og smerte, der smelter sammen og klimakser i en stor frigørende synthpop-eksplosion.
I over 20 år har Robyn formået at give os et kursus i at danse og græde samtidig. Nu er hun tilbage med en ordentlig pakke kleenex, for på det længe ventede album ’Honey’ er roen mere markant end gråden. Det er nærmest kun hendes to første singler, ’Missing U’ og ’Honey’, der minder om Robyn, som fik kultstatus med synthpop-klassikere som ’Dancing on My Own’, sangen, der er blevet gjort ikonisk gennem tv-serier som ’Gossip Girl’ og ’Girls’. Både ’Missing U’ og ’Honey’ har alle de klassiske Robyn-ingredienser: ensomheden og den taktfaste hjertebanken, den eskapistiske stemning og følelsen af at danse sig væk fra sorg i desperate flugtforsøg. Men sådan er resten af albummet ikke.
