En halv time inde i forløbet er jeg i trance. Jeg griber mig selv i at sidde og lave vokallyde, der passer til den plirrende lyd af de mange køller, som rammer marimbaernes træstave, så mine knogler rasler med. Jeg lyder lidt som en tibetansk munk, går det op for mig.
Jeg er røget inde i komponisten Steve Reichs musikalske parallelunivers. Et univers af lyd, der tager mig på en rejse ud af kroppen.


























