Bryan Ferry har altid været en mand med det ene ben plantet i fortiden. Hvilken Roxy Music-fan husker ikke hans smægtende nostalgisk-romantiske croon, da han på ’A Song for Europe’ i 1973 sang »Jamais, jamais, jamais, jamais ...« på fidusfransk.
Ferrys fede fortid slutter imidlertid ikke der. I 1999 udsendte han ’As Time Goes By’, der elegant sendte popmusikken tilbage til 1920’ernes og 30’ernes dansehaller. Da han i 2012 fulgte op med ’The Jazz Age’, erklærede han, at 1920’ernes orkesterjazz var den musik, han først elskede som bette Bryan.



























