0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Røgsignals nye udgivelse er som at iagttage en rød kat, der sover på en pude i solen

Aarhusianske Røgsignal befæster med deres seneste udgivelse ’Bodies’, at de er mesterlige musikere og mageløst meditative i deres udtryk.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
PR-foto
Foto: PR-foto

Den danske kvartet Røgsignal leverer æterisk drømmende musik i grænselandet mellem rock og moderne jazz.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kvartetten Røgsignal debuterede for tre år siden med den mere end lovende ’Pletter på solen’, og siden har de fire unge mænd erhvervet sig en position som lidt af et tilløbsstykke ved livearrangementer og fået en del airplay på DR’s desværre snart hedengangne kanal P8 Jazz. ​​

Og er man til den blanding af indie, fusionsjazz og skramlet Shadows-inspiration, d’herrer leverer med en stedse mere overlegen stilsikkerhed, vil man forstå at værdsætte deres seneste udgivelse. Overskriften er ’Bodies’, og hvad det mere præcist henviser til, er ikke til at sige. Men titlerne på pladens enkelte numre danner tilsammen sætningen: ’Gaze at the stars, ask all your 1977 cryptic questions that nobody answers’. Og det peger på, at vi har at gøre med en slags fortælling – muligvis om kroppe, der bevæger sig gennem tid og rum. Sådan er det jo for de fleste af os; vi er på vej, undrende og forundrede.

Musikken begynder et sted, hvor man aner gamle bebrillede Hank B. Marvin stå og skue ud over et landskab med sin gnistrende Fender i hænderne og et forløst udtryk i ansigtet. Søgende går Nikolaj Bugge i gang med at udforske et riff, ligesom det er tilfældet på pladens andre numre. Det underbygges af underspillede shuffle-trommer, og langsomt, ganske stille og roligt bygges et univers op, der er påvirket af både 1960’ernes instrumentalmusik og finsk fusion fra årtiet efter, og så aner man en knivspids David Gilmour-begejstring, ikke hverken voldsom eller næsegrus. Den er der bare som et strejf, bevidst eller ubevidst.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts