En mand med gråt hår kommer ind på scenen. Roligt retter han lidt på en guitar, kigger på det gamle klaver og går langsomt ud igen.
Tiden er overskredet, Neil Young burde være gået på for længst, men der er ingen, der har travlt til en Neil Young-koncert. Vi når det, vi når. Og skrider tiden lidt, skrider sangene nok lidt mere. Bare vi bor i musikken, mens dén er der, og mens vi er her.




























