Ruston Kelly havde aldrig før spillet koncert om morgenen, konstaterede han selv med træt mine og en semi-irritabel facon, da han klokken lidt over 11 trådte ind i Bolero-teltet på Tønderfestivalens anden dag. Alt, hvad han sagde, virkede lige så oprigtigt ment som en lille smule indøvet og en lille smule bad-ass.
Også da han først bare tog mikrofonen og sagde »zup«, mens han prøvede at orientere sig i cirkusteltets surrealistiske spejlkabinet, der også får den helt intime scene til at se svimlende ud. Han fik øje på nogle børn og lovede ikke uden sarkasme at censurere sangene, men det behøvede han egentlig ikke rigtig, for det sprængfarlige i hans sange kommer kamufleret som søde melodier. I dette spændingsforhold, hvor mange følelser og tilstande synes at kunne sameksistere, folder han sine sange overbevisende ud.
