I et par dage har jeg haft Lana Del Reys nye lp stående foran mig, og jeg er slet ikke færdig med kigge på det cover. Lettere foruroligende og dybt fascinerende. Præcis ligesom hendes filmiske søvngænger-pop på albummets 14 fortryllende nye sange. Dem er jeg heller ikke færdig med.
Del Rey står på en båd med Jack Nicholsons barnebarn (ja, sådan er det bare i Lana Del Reys postmoderne popunivers) og rækker ud mod os efter hjælp. Han kigger uinteresseret mod horisonten. Titlen er skrevet med Batmans tegneseriebobler, og forholdet mellem dybde og overflade stemmer ikke rigtigt.


























