Iggy Pop fik så gevaldig vind i sejlene, da han rockede medrivende igennem på sit foregående Josh Homme-producerede album ’Post Pop Depression’, at han efter den efterfølgende opslidende turné var grundigt mør i hele sin lille senede krop og seje sjæl.
Iggy Pop var således egentlig ikke spor oplagt, da det nye album ’Free’ »bare skete«, fordi uventede legekammerater lokkede. Men ’Free’ er blevet et overraskende album. Uhøjtideligt iscenesat, men udført med gravitas. Et eklektisk album med minimalistisk jazz og funk, neddæmpede guitarer og enkelte glimt af rockvildskab, men med gennemgående fokus på Iggy Pops overrumplende følsomme fortolkning af tekster, han kun i få tilfælde selv har skrevet.




























