Noget af det særligt appellerende ved black metal er ofte, at der midt i dens aggression og onde vilje findes noget, der også virker paradoksalt opløftende.
Som om den både vil myrde og trøste og kan gøre begge dele i samme svimlende bevægelse. Som om der langt inde i vreden og sorgen, eller hvad der nu måtte drive den fremad, findes en hemmelighed eller et mørkt helle at søge tilflugt i.