Du kan godt begynde at varme dine nakkemuskler, pegefingre og lillefingre op og gøre dig klar til at headbange og kaste djævletegn op mod scenen, mens din indre dæmon tester din lungekapacitet.
Når Danmarks største udendørs metalfestival, Copenhell, bliver afholdt for 11. gang fra 17. til 20 juni på Refshaleøen i København, bliver det nemlig med blandt andet Korn, Emperor, Judas Priest og Benediction på plakaten.
Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Både Korn og Judas Priest spillede på festivalen i 2011, og begge bands er endnu en gang klar til at save publikum midtover til sommer og grave i den eksistentielle smerte.
Se billederne: Sådan ser 10 år i Helvede udDerudover annoncerer festivalen nu navne som amerikanske Disturbed, der for første gang gæster Refshaleøen, norske Emperor og danske Orm.
»Copenhell har i de seneste ti år ikke kun placeret sig i toppen af det danske, men også i det europæiske festivallandskab, og det forpligter«, fortæller festivalchef Jeppe Nissen i pressemeddelelsen.
»I 2020 åbner vi en fjerde scene, som giver os mulighed for at tilføje endnu flere bands til plakaten og tilbyde vores publikum et endnu mere alsidigt og omfattende musikprogram. Den nye scene giver os samtidig mulighed for at fokusere endnu mere på vækstlaget i de hårde musikgenrer både i og uden for Danmark og styrke festivalens balance mellem de store, berømte bands og de små og ukendte«.
Plakaten indtil videre
Copenhell kunne i år fejre 10-års jubilæum, og billetsalget til sommerens festival starter 22. oktober klokken 10.00.
Copenhell har allerede offentliggjort danske Mercyful Fate – som de første i verden kunne festivalen offentliggøre (ok)kultbandets genforening i august – og har således plakatens første 15 navne klar:
Judas Priest (UK), Disturbed (US), Mercyful Fate (DK), Korn (US), Emperor (NO), Benediction (UK), Of Mice & Men (US), Xenoblight (DK), Gloryhammer (UK + SUI), Jinjer (UKR), Destruction (GER), High Command (US), Orm (DK), Crypt Sermon (US) og Vreid (NO).
Flere bands vil blive offentliggjort løbende, og festivalen lover, at der næste år vil være over 60 bands at finde på plakaten. Læs mere på copenhell.dk og i den officielle app.
fortsæt med at læse

