Det første, der strømmer ens øren i møde, når man har sat Sarah Elgetis charmerende nye udgivelse i afspilleren, er en melodisk strofe, som har næsten Carl Nielsenske kvaliteter.

Ikke som sådan strengt jazzet, men lokkende som en fængers fløjte. Og giver man efter og lader fløjte og klarinet fylde hovedet – senere også Anders Fjeldsteds lækre lineære basspil – er man inviteret indenfor i en sammenhæng, som måske ikke vender ens musikalske verdensbillede på hovedet, men til gengæld er begavet, velspillet og seriøst swingende wellness. Uden at dette skal forstås i den bevidstløse og negative forstand.