Der er smukke linjer i alle sangene på Carl Emil Petersens andet soloalbum, hvor han lyder mere som sig selv end nogensinde før. Men han er bedst, når poesien får musikalsk modspil. For nogle forsøg på skønhed ender som klodsede blækklatter på et ellers solidt album.
Året var 2012, og jeg var meget lidt ædru, da jeg efter en af de helt tidlige Ulige Numre-koncerter kom for skade at fortælle en bekendt, at jeg altså syntes, Ulige Numre en gang imellem lød lidt som Poul Krebs. At det var sympatisk, melodisk, fermt. Men også nogle gange lige lovlig meget P4.
Det skulle jeg aldrig have sagt. Ikke fordi jeg ikke mente det. Men fordi hun simpelthen sagde det videre til bandet. Der – med al respekt for Poul Krebs – vist ikke tog det så pænt.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
