Fredag aften skal det amerikanske rockband Aerosmith på scenen i Las Vegas for at modtage prisen MusiCares Person of the Year.
Søndag skal de spille til det stort anlagte Grammy-show.
Til foråret genoptager de deres såkaldte residency-shows i Las Vegas.
Og så kan de i 2020 i øvrigt også fejre 50-års jubilæum, hvilket selvfølgelig skal fejres med en længere Europa-turné til sommer.
Men der er én hage: Måske bliver det hele uden bandets trommeslager, Joey Kramer, der ifølge det amerikanske musikmedie Rolling Stone netop har sagsøgt sine bandkolleger for at ekskludere ham fra gruppen.
Sidste forår, lige inden Aerosmith skulle begynde den igangværende ’Deuces are Wild’-turné, pådrog trommeslageren sig fysiske skader, der midlertidigt forhindrede ham i at spille. Derfor måtte bandet hyre en afløser.
I efteråret oplyste han så bandet om, at han var klar til at vende tilbage til pladsen bag trommerne, men de bad ham angiveligt om at stille op til en audition. Og dette ikke ved at spille med sine (tidligere) kolleger, men ved i stedet at optage sig selv spille til et såkaldt klikspor – en række lydsignaler, der skal holde trommeslageren og bandet i takt. Derudover blev han mødt af et krav om at kunne spille på »et passende niveau«.
Til audition for at få sit eget job
Kramer valgte at stille op til audition. Her skulle bandmedlemmerne ifølge Kramer have sagt, at han lød fantastisk, men alligevel besluttede de ved en afstemning, at han ikke var klar til at få sit gamle job tilbage, fordi han ikke havde »nok energi i optagelserne«.
»Jeg gjorde alt, hvad de bad om (...) Jeg gjorde det, og jeg gjorde det godt. I Aerosmiths 50-årige historie er intet andet bandmedlem nogensinde blevet udsat for denne slags kontrol, og slet ikke at skulle gå til audition på sit eget job« skriver Kramer i anklagen.
Derudover bemærker han, at der intet sted i bandets kontrakt står, at en sådan praksis skulle gøre sig gældende efter en pause.
»Det faktum, at jeg bliver bedt om at gå til prøve for at få mit eget job ... er både fornærmende og foruroligende«, skriver han og fortsætter:
»Det handler ikke om penge. Jeg fratages muligheden for sammen med mine kammerater at blive anerkendt for vores fælles bidrag til musikhistorien«, står der ifølge Rolling Stone i anklagen.
Ville være en bjørnetjeneste
Kollegerne i Aerosmith lader dog ikke til at føle sig skræmt. Ifølge musikmagasinet Billboard er de kommet med følgende svar:
»Det vigtigste for os er, at han har det godt. Efter eget udsagn har han ikke været hverken følelsesmæssigt eller fysisk klar til at kunne spille med os det seneste halve år«.
»Men han har valgt totalt at ignorere, hvor meget tid vi skal bruge på at forberede os til vores optrædener ved disse vigtige begivenheder. Tager man dette i betragtning, er han desværre ikke i stand til at være med, men selvfølgelig har vi inviteret ham til begge arrangementer. Vi er bundet sammen af meget mere end vores tid på scenen. Vi ville gøre ham, os selv og vores fans en bjørnetjeneste ved at lade ham spille med uden at have tid til at forberede og øve os«.
Der er endnu ikke nogen informationer om, hvorvidt parterne ender med at indgå i forlig uden for retten, eller om sagen skal for en dommer.
fortsæt med at læse




























