Dengang i 1798, da den unge Beethoven skrev sine første sonater for violin og klaver, handlede musikken ikke om så forfærdelig meget andet end gode melodier, ro, balance, enkel stræben – og simple modsætninger. Ikke noget med at brænde kendt territorium af for at opdyrke nyt land. Endnu.
Mandens første tre sonater plus nummer otte var på programmet ved den første af tre aftener i Mogens Dahl Koncertsal mandag aften. Koncerten var startskud til en stort opsat fejring af komponistens imaginære 250-års fødselsdag med Nikolaj Szeps-Znaider og den østrigske Beethoven-ekspert Rudolf Buchbinder sammen som fortolkere af de ti sonater.




























