0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sælsom ny dansk symfoni lød som ren, filtreret følsomhed

I ’Second Symphony’ har Bent Sørensen fyldt den klassiske symfonis former med skrøbelig magi. Det nye værk var hovedsagen ved ugens Torsdagskoncert.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Rasmus Baaner
Foto: Rasmus Baaner

Komponisten Bent Sørensen har siet fortiden gennem sit fintmaskede net i sin nye 'Second Symphony', der også skal opføres i Sverige og Norge.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er alligevel utroligt, at nutidig partiturmusik – uagtet at den er skrevet af en af vores bedste, mest intenst udtryksfulde komponister – uden videre kan rydde en halv koncertsal.​​

Ugens Torsdagskoncert var ellers noget ganske særligt. Netop fordi musikmagikeren Bent Sørensen fik uropført sin 2. Symfoni. Et stort nyt værk på godt 30 minutter, bestilt som samlet ønskegave af tre af Danmarks, Sveriges og Norges bedste symfoniorkestre og skabt over en periode på knap fire år.

Men annonceringen af det nye værk havde altså tømt den ene halvdel af pladserne i DR Koncerthuset, hvor der ellers som oftest er mere eller mindre fyldt, når DR SymfoniOrkestret ruller symfoniske panoramaer ud. En skam. For her havde man chancen for at opleve noget unikt på linje med, da Carl Nielsens symfonier i sin tid blev spillet første gang.

Det begyndte ellers med alarmklokker og trompetklange, der skød heftigt i vejret. En eller anden energisk impuls skal der trods alt til at vække nogen eller noget

Skrøbeligheden som essens

Bent Sørensen med det hverdagsagtige navn er internationalt prisbelønnet for sin helt særlige nærmest spøgelsesagtigt hviskende verden af klingende poesi, hvor man som lytter skal være ganske stille og lægge øret til historiens væg for – et sted fra den anden side – at høre ekkoer af hendøende haver, forvitrede gravsten og et sælsomt miks af skrig og melankoli, der giver den allersvageste, men så meget desto smukkere og mere besættende genklang.

Sørensens strygekvartet med titlen ’Schreie und Melancholie’ er faktisk citeret i hans nye symfoni, hvor skønhed, soloviolinmelodier, dæmpede messingblæsere og den stille raspende lyd af sandpapirflader, der gnides mod hinanden, vakte et sælsomt univers til live. Det begyndte ellers med alarmklokker og trompetklange, der skød heftigt i vejret. En eller anden energisk impuls skal der trods alt til at vække nogen eller noget.

De øvrige satser forsvandt, som spøgelser gør. Med et stille puf!

Og så sad man der og tænkte på, hvad komponisten har sagt om, at også intervallet en sekund – afstanden mellem to tangenter på et klaver – spiller en rolle for valget af titlen ’Second Symphony’. Det kunne tydeligt høres.

I øvrigt var her tale om en fuldstændig klassisk symfoni i fire satser, hovedsats, langsom sats, scherzo og finale, hvor de fire satser som musikalske kar var fyldt med filtreret fortid. Schumann, Brahms og Strauss. Omhyggeligt lyttet til og derpå nænsomt siet igennem Bent Sørensens fintmaskede net, så skrøbeligheden blev tilbage som en essens. Som renset, ren følsomhed.

Bent Sørensens 2. Symfoni er mesterligt skrevet, og DR’s orkester spillede den smukt og præcist under den fremragende finske dirigent Jukka-Pekka Sarastes ledelse. Som et forløb, hvor de klassiske karakterer havde fået masker på. Hvor scherzosatsen, der normalt er munter, havde fået sin energi farvet sort af perkussiv alvor. Og hvor de øvrige satser forsvandt, som spøgelser gør. Med et stille puf!, med et endnu mere stilfærdigt glissando eller bare den dæmpede lyd af sandpapir mod sandpapir. Tyst og fantastisk.

Endte med kæmpe orgasme

Alle dem, der ikke var kommet, gik derudover glip af russeren Prokofjevs 2. Violinkoncert. Men det var i højere grad til at bære.

Erotisk musik, som endte med et drøn af en orgasme

Lettiske Baiba Skride spillede solostemmen sikkert som en klippe, og andensatsen, hvor orkestret akkompagnerede solistens simple melodi med knipsede strygertoner, åbnede som altid for en sårbarhed i mit indre. Det er sært, som det overrasker lige meget, hver gang jeg hører den. Men selv om Saraste sørgede for god balance mellem solist og orkester, var energi og præcision lidt en mangelvare.

Oplevelsen, der matchede Sørensens symfoni, kom til slut, hvor der nærmest kom flere musikere på scenen, end der var plads til, for at lade orgelbrus, harpeklang, himmelsk celeste og lyden af en hær af slagtøj danse vægtløst i universet i en anden russer Aleksandr Skrjabins ’Poème de l’extase’. Erotisk musik, som endte med et drøn af en orgasme. Måske hørte du det hele i radioen, hvis ikke du var til koncerten. Det håber jeg. Også selv om Prokofjevs violinkoncert mest virkede som pligtfyld.

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden