Samarbejdet mellem Sufjan Stevens og Lowell Brams er en historie for sig. Det er ikke ofte, eksperimenterende musikere samarbejder på tværs af generationerne, men i dette tilfælde er relationen tilmed både kunstnerisk, professionel og knyttet sammen af familiebånd.
Som det blev beskrevet på det utrolig fine portrætalbum ’Carrie & Lowell’ fra 2015, var Sufjan Stevens’ nu afdøde mor, Carrie, Lowell Brams’ livsledsager. Et portræt, som ikke mindst udspringer af det faktum, at Sufjan Stevens voksede op hos sin far og først senere lærte den anden side af historien at kende for alvor. Moderen, Carrie, havde svære psykiske problemer og misbrugsproblemer og forlod familien, da sønnen var blot 1 år.




























