1Christine and the Queens: ’Insides’. De bedste playlister er dem, der har opdaget fællestræk hos meget forskellige musikere, og Christine and the Queens finder ligheder mellem The Beatles, Caroline Polachek, rapperen Lil Uzi Vert, Supertramp, Steve Lacey og Otis Redding. Det hele ligger i stemningen i sangene, som næsten alle sammen lyder som rum, man har lyst til at hænge ud i. Det franske stjerneskud Héloïse Letissier, der tegner Christine and the Queens, er aktuel med en playliste, hun har døbt ’Insides’, som har en dejlig hjemmelig vibe, man får lyst til at slænge sig i. Det er helt vildt mærkeligt, at Steely Dan, Grimes og Childish Gambino findes på samme playliste, men de klæder hinanden overraskende godt.




























