Der findes mange versioner af Lady Gaga. Som popstjerne har hun altid fundet ud af at opdatere sig selv, forenet det kamæleonagtige med den unikke personlighed. Kødkjoler og gakket avantgarde med glitter og kommerciel masseappel. Med ’Chromatica’ er hun for alvor – og for første gang siden den middelmådige ’Artpop’ fra 2013 – tilbage på dansegulvet på et album, der ellers kredser om fremmedgørelse og psykisk sygdom.
Når man lytter til det, kastes man frem og tilbage mellem ren eskapisme og angstprovokerende konfrontation. Og det var måske ikke lige den Gaga, man havde regnet med at se oven på filmsuccesen ’A Star Is Born’, den jazzede duetplade med Tony Bennett fra 2014 og det seneste soloalbum, ’Joanne’, fra 2016, der mest legede med soft rock og cowboyhat, på et tidspunkt hvor alle popstjerner skulle prøve at være country. Hvor ville hun gå hen efter det?
