Lyt til artiklen
Der sad han så, Mikkel Nejrup. Halvt skjult bag en mur af synthesizere og et enkelt elektromekanisk klaver. Dybt koncentreret med dukket nakke og skuldrene godt oppe om ørerne, mens hovedet boppede på den der måde, kun pianister kan slippe afsted med.
Han var kommet på lidt af en utaknemmelig opgave tidligt tirsdag aften. Den enorme betonhal omme bag madmarkedet Reffen er ikke som sådan indrettet til koncerter, så akustikken skulle tæmmes, og larmen fra de afskyelige Dyson-håndblæsere ved toiletterne overdøves, før musikken rigtig kunne tage fat. Lugten af fish ’n’ chips var der til gengæld ikke meget at gøre ved, så det blev ligesom en del af oplevelsen.
