Den amerikanske dj Marea Stamper kalder sig nu The Blessed Madonna, efter en underskriftsindsamling kritiserede hendes tidligere kunstnernavn for at drage nytte af sorte amerikaneres kultur.

Underskriftindsamling får verdensberømt dj til at skifte navn

The Black Madonna, der er et stort dj-navn, har skiftet navn til The Blessed Madonna, efter at godt 1.200 mennesker har skrevet under på en underskriftindsamling, der kritiserer, at hun som hvid kvinde i sit kunstnernavn kalder sig 'sort'.  Foto: PR-foto
The Black Madonna, der er et stort dj-navn, har skiftet navn til The Blessed Madonna, efter at godt 1.200 mennesker har skrevet under på en underskriftindsamling, der kritiserer, at hun som hvid kvinde i sit kunstnernavn kalder sig 'sort'. Foto: PR-foto

Siden 2012 har Marea Stamper været fast inventar på adskillige kendte klubber i og uden for USA som dj under navnet The Black Madonna, Den sorte Madonna. Hun har spillet på store festivaler som Coachella i USA og Sonar i Spanien.

Og det bliver hun formentlig ved med. Men herfra bliver det under det nye navn The Blessed Madonna. Det skriver flere internationale medier, heriblandt The Guardian.

»Mit kunstnernavn har været genstand for en kontrovers, forvirring, smerte og frustration, som distraherer fra ting, der er tusind gange vigtigere end noget ord i det navn«, skriver Marea Stamper på Twitter.

»Vi lever i ekstraordinære tider, og det her er en meget lille del af en meget større samtale, men vi har alle et ansvar for at forsøge at skabe positiv forandring, på enhver måde vi kan«.

For to dage siden oprettede brugeren Monty Luke en underskriftsindsamling på platformen change.org for at presse Marea Stamper til at ændre sit dj-navn. Godt 1.200 mennesker har skrevet under.

»Det burde være helt klart, at i 2020 er det meget problematisk, at en hvid kvinde kalder sig selv ’sort’«, skriver han i underskriftsindsamlingen.

Skiftet kommer i en tid, hvor også adskillige andre artister og institutioner har udskiftet navne med konnotationer til USA’s raceopdelte fortid.

Bandet The Dixie Chicks hedder nu The Chicks, fordi navnet Dixie er forbundet med de stater i det sydlige USA, hvor det var tilladt at eje slaver. Ligesom staten Washingtons hold i amerikansk fodbold ikke længere vil hedde The Washington Redskins, fordi redskin er slang for de oprindelige folk i Nordamerika.

Emilie Maarbjerg Mørk

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her