0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Henrik Palle: Det er supersynd, at Thomas Blachmans produktion træder dygtig vokalist under fode

Cathrine Legardh og Julia Werup serverer på hver sin måde en håndfuld kendte sange. Legardhs gammeldags facon er at foretrække.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anne Mie Dreves
Foto: Anne Mie Dreves

Cathrine Legardh hylder med sin seneste udgivelse både den svenske vokal-legende Monica Zetterlund og sine egne skandinaviske rødder.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der skal en solid portion mod til at binde an med et mere end dygtigt dusin af de sange, der hører til den svenske legende Monica Zetterlunds mest kendte og elskede. For ærefrygten omkring hende og hendes repertoire er håndfast som dekorationsler, og hendes samarbejde med superpianisten Bill Evans sendte hende ind i en sammenhæng, hvor myter færdes hjemmevant.

Men det er godt, at Cathrine Legardh har fundet styrken til at gøre det i selskab med pianisten Jacob Christoffersen og bassisten Jesper Thorn. For der er kommet en dejlig, varm og sprødt produceret plade ud af anstrengelserne, og man kan mærke, at Cathrine Legardh har prøvet så meget kræfter med sangene, at hun har fået dem under huden; de er blevet hendes, og hun fremfører dem på et smukt og lydefrit svensk.

Formatet, vokal, klaver og bas, er krævende. Vokalisten kan ikke gemme sig, og rytmegruppen må ikke lave for mange svinkeærinder. For så falder det hele fra hinanden. Legardh, Christoffersen og Thorn klarer faktisk øvelsen med bravur, så vokalen får lov til at blomstre, samtidig med at såvel pianisten som bassisten indimellem kan brillere med skarpt skårne soli.

Det er en rar plade med en sprød, prunkløs produktion

Det kommer blandt andet tydeligt til udtryk i ’Sakta vi gå genom stan’ – teksten leveres med fynd og klem, og instrumentalisterne trykker den diskret af indimellem. Der er også grund til at bide mærke i Christoffersons elklaver på ’Stick iväg Jack’; det er funky shit, må man sige. Et par af de valgte sange, ’Visa från Utanmyra’ og ’Lär mig ikväll’, nærmer sig det bagatelagtige, men ’Jag vet en dejlig rosa’ og den ikoniske ’Monicas vals’ lever skønt og flot.

Det er en rar plade med en sprød, prunkløs produktion, og det er rigtig fint at lytte til den gamle ’At angöra en brygga’ – temaet fra den klassiske Hasse og Tage-komedie ’Hul i brohodet’ – og Olle Adolphsons fine ’Trubbel’.

Nogle gevaldige friheder

Julia Werup går også om bord i klassisk materiale på sin (debut)plade, hvor hun bakkes op af trommeslageren Thomas Blachman (som også har produceret), bassisten Johnny Åman og pianisten Sven Erik Lundeqvist.

Faktisk tolker hun et nummer, som også Legardh har med, nemlig Paul Desmonds muntre ’Take Five’. Med tekst af Beppe Wolgers (Pippi Langstrømpes far i filmene og serien) hedder den ’I New York’, og ingen af de to versioner hæver sig over det banale. Heller ikke selv om Werups har fået en ordentlig omgang rumklang og dermed et sådan lidt fortællende udtryk.

Hendes frasering er måske ikke overlegen, men hun har noget med sangene, kan man fornemme

Werup synger dejligt. Hendes frasering er måske ikke overlegen, men hun har noget med sangene, kan man fornemme. Desværre trædes det lidt under fode af en produktion, der bærer Thomas Blachmans tydelige aftryk.

Effekter, gentagelser, spejlinger og ikke mindst filtre med rumklang som i et tomt Jazzhouse i slutningen af 1990’erne skyder sig ind mellem sangen og akkompagnementet. Og det er regulært supersynd. For når der skrues ned for den del af løjerne, kan man i langt højere grad nyde såvel Julia Werups vokal som hendes trios sine steder suveræne musiceren.

Blachmans diskrete, men sejt swingende og knivskarpe trommer er i sig selv en nydelse, og Åman leverer ofte svimlende fede detaljer med sin bas, ligesom Lundeqvists modernistiske klaver er flødeskum for ørerne.

Målet med en fortolkning

Produktionen tager sig nogle gevaldige friheder med tempo og struktur. Men det skal man bestemt ikke kimse ad. For når man nu kaster sig over særdeles velkendt materiale, bør det vel få en tur i maskinen, så der kommer noget andet ud af det. Fint nok.

Problemet er bare lidt, at det ikke altid står helt klart, hvad man vil med numrene. ’The Touch of Your Lips’ kommer ud som en slags skønhed på dåse, og ’Ne me quitte pas’ er øm, men forglemmelig.

Skal der partout eksotiske krydderier på det hele, eller må man godt levere kendte serveringer uden tilsætningsstoffer?

Ikke desto mindre er Julia Werup en stemme, det bliver interessant at høre mere til i jazzsammenhænge.

Om man foretrækker den ene eller den anden strategi med hensyn til klassikerfortolkning, er en smagssag. Skal der partout eksotiske krydderier på det hele, eller må man godt levere kendte serveringer uden tilsætningsstoffer?

Legardh og kompagni slipper bedst af sted med sidstnævnte approach. Og derved hylder de så Monica Zetterlund så fortræffeligt.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts