Make America great again’, har det rungende lydt den ganske klode over, siden Donald J. Trump annoncerede sit kandidatur til posten som USA’s 45. præsident. Nu har valgmandskollegiet så bekræftet, at Joe Biden afløser den tidligere reality-stjerne og fallerede byggematador. Og America er tvunget i knæ af recession, covid-19-pandemi og en politisk splittelse, der får Europas jerntæppe fra den kolde krig til at fremstå som et tylgardin.
I 1970 udgav The Grateful Dead albummet ’American Beauty’ og cementerede dermed endegyldigt det musikalske skift fra overvejende bluesbaseret syrerock til en ny enkelhed, hvor rødderne i den amerikanske traditions blanding af europæisk spillemandsmusik og country and western samt bluegrass blev blotlagt i hidtil uset tydelig grad. Bandet havde allerede hejst flaget på det foregående album, ’Workingman’s Dead’; men med ’American Beauty’ slog man ligesom fast, hvorfra verden gik: Americana. Og med tydelig inspiration fra jævnaldrende kolleger som The Byrds – der to år tidligere med ’Sweetheart of the Rodeo’ skrev første kapitel i bogen om country rock – og ikke mindst Bob Dylan, som med ’Nashville Skyline’ i 1969 og i selskab med selve Johnny Cash ransagede sin og nationens musikalske bagage.


























