0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Countrypoets lyrik fremmaner sydstaterne, så det giver kuldegysninger

H.C. McEntire toner med sit andet soloalbum med den noget gebrækkelige titel ’Eno Axis’ frem som en lysende ny countrypoet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

H.C. McEntire ligger på jorden og stirrer op i himlen. Et rammende billede på hendes andet solo-album, 'Eno Axis'.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ofte en helt særlig intensitet over kunstnere, der først med et brud skal rive sig løs fra opvækstens snærende bånd for derefter atter at nærme sig deres rødder på egne præmisser.

Et godt eksempel er den amerikanske sanger og sangskriver Heather McEntire. Hun er vokset op i musikalsk dybt traditionel muld ude på landet i North Carolina som datter i en familie tilknyttet tv-prædikanten Billy Grahams bibelbæltebaskere. Men ligesom North Carolinas musikhovedstad, Asheville, har undergået en forvandling fra gammeldags provinsby til samlingssted for en regnbuekoalition af frie lesbiske og eksperimenterende countrymusikere, har Heather McEntire gjort det samme.

Som ung drog Heather McEntire af sted på college, hvor hun dyrkede skrivekunst og kvindestudier, inden hun vendte hjem og tilbage til sine musikalske rødder i gospel og country. Nu som erklæret lesbisk nyfortolker af de landlige traditioner. McEntire havde i en årrække markeret sig i grupperne Mount Moriah og Bellafea, inden hun helt logisk påtog sig en tjans som musiker i den på mange måder ligesindede og åndsbeslægtede Angel Olsens band.

Hvor ’Lionheart’ gjorde en dyd ud af at miste sin dyd til en kvindes kærlighed, er ’Eno Axis’ mindre direkte aflæselig som personlig, kønsspecifik trosbekendelse

Her har hun yderligere fået finpudset sine i forvejen granvoksne musikalske muskler og under navnet H.C. McEntire nu udgivet to stærke soloplader. Først kom den imponerende og meget personligt intime ’Lionheart’ og nu ’Eno Axis’, som ikke blot er lige så stærk, men også på en måde lettere at elske. ’Eno Axis’ prøver knap så hårdt som sin forgænger og flyver desto lettere og højere.

Hvor ’Lionheart’ gjorde en dyd ud af at miste sin dyd til en kvindes kærlighed, er ’Eno Axis’ mindre direkte aflæselig som personlig, kønsspecifik trosbekendelse. Kærlighed er der også på ’Eno Axis’, men den fylder mindre på et album, der sigter efter et større og mere tidløst billede. Som måske nok er mindre intimt, men ikke er mindre personligt af den grund.

Grandiost jordnær stemning

Den lidt arkaiske grundstemning på ’Eno Axis’ kan bedst beskrives som værende grandiost jordnær. Et nærvær med blikket rettet mod himlen, mens hun med begge ben på jorden afprøver, hvad den gamle jord og den dybe rod kan kaste af sig i en ny tid. At denne storslåede intimitet kan kaldes frem, skyldes McEntires usædvanlige kombination af talenter og ambitioner.

Alt det musikalske er i dén grad i orden hos en sangerinde, der kan synge lydefrit om kap med de dygtigste solsorte, mens hun formår at få sine musikere til at lyde som et både sammenvokset og sultent band. Vokalt er det skønsang af den slags, der ikke skiller sig vildt ud fra de andre countrysangerinder med styr på de traditionelle fraseringer. Hvad der gør McEntire til noget helt særligt, er kombinationen af stort musikalsk overblik og en pen, hvorfra poesien flyder som gådefuld honning.

McEntire dyrker bogstavelig talt det jordnære. Man skal dyrke sin jord og sin kærlighed med samme omhu. Måden hun udtrykker det på, er der format over:

»Slower than a season’s pass /Kinder than a hornet’s nest / Longer than a good night’s rest« synger hun om den ro midt i livets urolige vilkår, hun sigter efter.

Og det gør hun på en måde, så jeg bare må konstatere, at her er en sangskriver, der har udviklet sig til en ægte sangpoet.

H. C. McEntires sange er på samme tid krystalklare og kryptiske, når de som billedskøn poesi flyder ud over hendes læber. Man forstår hendes sange uden helt at kunne redegøre for dem i detaljen. Den poetiske drivkraft gør hendes tekster lige så dybe, som de er tilgængelige og sangbare.

Skal der sammenlignes med store countrykanoner, er Emmylou Harris den, der ligger mest ligefor

McEntires sange er mere komplekse og mere ophøjede størrelser end Angel Olsens personlige og emotionelt slagkraftige udmeldinger. Med sådan en sans for poesi er det lidt underligt med så stiv og programmatisk en albumtitel, ’Eno Axis’. Eno er en lokal flod, og en akse er ... nå ja, sangene er heldigvis mere løfterige end albumtitlen!

De bedste sange på ’Eno Axis’ er af en kaliber, så man kan dyrke teksterne som lyrik, men alligevel ikke er fristet til at gøre det løsrevet fra musikken. Skal der sammenlignes med store countrykanoner, er Emmylou Harris den, der ligger mest ligefor.

Det giver godt med kuldegys op og ned langs rygmuskulaturen, når McEntire fremmaner et billede emmende af sydstat:

»Walk at dusk to the river’s jaw / Beg for rest from the hand of God / With a wire brush, shuck of the rust / Dig a hole for the stiffened fox«. Men de gode ilinger udløses i lige så høj grad takket være det guitarspil, McEntire og hendes sidemand Luke Norton også på dette nummer disker op med.

Det lille instrumentalnummer ’Sunday Morning’ og en levedygtig americanafortolkning af Led Zeppelins ’Houses of the Holy’ som afslutning understreger klassen på et album, hvor det så langtfra primært handler om teksterne, selv om de er helt usædvanligt lyrisk velturnerede.

H.C. McEntire tager sig god tid til at tage grundigt hånd om de otte nye sange på albummet. ’Time Meridian, ’High Rise’ og ’Final Bow’ er dem med de bedste chancer for at nå ud til et seriøst bredere publikum. Men det bliver i så fald utvivlsomt på McEntires egne præmisser.

Man vil næppe se H.C. McEntire sno de go’e gamle drenge i Nashville om fingeren. Det vil de sikkert også gerne have sig frabedt!

At H.C. McEntire kender musikbranchens spilleregler og forholder sig skeptisk til dem, udmaler hun i den sejt rockende skæbnefortælling ’Final Bow’s portræt af en opstadset countrydronning, der prøver at spille spillet, men ender med at blive nedstyrtet fra sin piedestal i en kun alt for forudsigelig brodsø af gin og knuste illusioner. I en branche, hvor grundloven er den helt simple: »Big business / Just play the hits«.

»It’s as real, real as it gets«, kommenterer McEntire bittersødt sangerindens fald fra det højt opsatte hårs tinder.

Den virkelighed, H.C. McEntire satser på, er ikke den kommercielle logiks. Det er ikke dér, hun selv er. Overhovedet. Man vil næppe se H.C. McEntire sno de go’e gamle drenge i Nashville om fingeren. Det vil de sikkert også gerne have sig frabedt! Til gengæld kan man så sige, at hun indirekte drejer dem en knap ved at tage countrymusikkens mest traditionelle elementer og bruge dem til sine helt egne formål og gøre det med stil, hjerte og format.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts