Loftets blege lysstofrør – 84 af slagsen – i håndboldhallen i Royal Stage-komplekset gav et ubarmhjertigt klinisk rum til den inderlige romantiske musik torsdag aften. Men med smittetal og forholdsregler langt fremme i alles bevidsthed virkede det lidt lettere at sidde ensomt med en meter fra næsetip til næsetip i flokken på en simpel stol i det kolde lys med fokus på at kigge ligeud.
Og så lykkedes det aftenens unge solister, Johan Dalene og Jonathan Swensen, at lægge så dramatisk fra land i Brahms’ koncert for violin, cello og orkester, at de fleste kunne drømme om at glemme tid og sted. I stedet for i en håndboldhal i Hillerød var vi i Wien i slutningen af 1800-tallet i en musikalsk kamp mellem optimistisk aggressiv jagt og inderlig melankolsk længsel.
