Trods ekstra støtte må Vega nu fyre. Samtidig må en række medarbejdere gå ned i tid.

Spillestedet Vega i stor fyringsrunde – hver anden medarbejder berøres

Foto: Valdemar Ren/POLFOTO
Foto: Valdemar Ren/POLFOTO
Lyt til artiklen

Efter et halvt års lukning og en genåbning med blot en fjerdedel af det normale antal gæster, må et af landets største spillesteder, Vega i København nu fyre og skære ned.

»Kigger vi fremad, synes covid-19 at give os følgeskab, så langt øjet rækker, eller hvert fald til en vaccine og dens udbredelse er på plads. Med den usikkerhed, vi kigger ind i det nye år, hvor vi endnu ikke ved, hvad koncertmarkedet byder, eller hvordan man politisk vil prioritere livescenen, ser vi os nødsaget til at handle nu«, siger Vegas direktør, Steen Jørgensen, ifølge Kulturmonitor.

Spillestedet nedlægger en række faste stillinger og undlader at genbesætte tidsbegrænsede stillinger. Samtidig bliver en række faste medarbejdere bedt om at gå ned i tid. Omkring halvdelen af personalet bliver berørt.

Kapacitet reduceret til en tredjedel

Efter en nedlukning siden marts åbnede Vega i slutningen af august. Den planlagte og udsolgte koncert med Peter Sommer var spillestedet nødt til at splitte op i fire koncerter for at leve op til de retningslinjer, som kulturinstitutionerne skal overholde for at undgå smitte med covid-19.

Restriktionerne betyder, at Vega kun må have siddende publikum og kun besætte hvert andet sæde. Det betyder, at der i salen Store Vega højst må være 450 gæster mod normalt 1.550.

Samtidig er der lukket for udenlandske bands, som normalt udgør hovedparten af repertoiret.

Vega havde et rigtig godt 2019 og havde oparbejdet en egenkapital på 8 millioner kroner. 2020 så også virkelig lovende ud, indtil corona satte en stopper for det hele. Så i stedet for at øge egenkapitalen har Vega tidligere meldt ud, at corona kommer til at æde en meget stor del af egenkapitalen i år.

Vega får normalt mellem 6 og 7 procent i offentligt tilskud og tjener resten selv.

I sidste uge trådte Københavns Kommune til med en ekstra håndsrækning på to millioner kroner til seks københavnske spillesteder, heriblandt Vega, der fik en halv million kroner fra den såkaldte akutpulje til truede spillesteder.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her