1Bisse: Tårefilm. Showbisse: Det er verdens mindst opfindsomme idé: At skrive en plade om ulykkelig kærlighed. Men Bisse er mere original end de fleste, selv med et sønderknust hjerte, og det beviste han endegyldigt med den helstøbte ’Tårefilm’, hans 11. plade siden 2015. »Jeg ved ikke, om det er et album for andre«, skrev han på Facebook, da han udgav albummet. Men den selverklærede tudeprins’ milde, softrockede triumf var i hvert fald et album for os. Og så var det ikke engang Bisses eneste album i år. Før ’Tårefilm’ udgav han nemlig den fabulerende, klaustrofobiske, virkelig sjove og lige så forfærdende ’Cobid-20’, der undersøgte pandemiens spæde bølgeskvulp med lommeantropologiens nysgerrighed og Bisses egen musikalske fandenivoldskhed. Hvor ’Cobid-20’ var første bølges chok, sus og nyhedsværdi, var ’Tårefilm’ anden bølges nedturstyngdetæppe. De sørgelige senfølger, der er svære at slippe igen.
2Baby in Vain: See Through. Escho: Den københavnske trio Baby in Vain tog en god ting og gjorde den endnu bedre, da de på deres andet album virkelig finsleb deres egenartede støjrock og gav den et væld af nye nuancer og temperamenter. »Hvor de tidligere var tre knaldhætter, der spillede så højt og tungt som muligt, er trioen blevet mere raffineret med tiden, og ’See Through’ er et smukt og helstøbt bevis på det«, skrev jeg i min anmeldelse, og gav fem hjerter.
3Uffe Lorenzen: Magisk realisme. Bad afro: Han siger det selv: han har fundet et smuthul i alle vores systemer. Og hatten af for det.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
