Hvordan kan man elske albummet ’Raw Power’ med Iggy and The Stooges, hvis man, som jeg gør, også elsker lyd? Et album, der er indelukket, uden videre dynamiske udsving og med næsten fravær af bas og diskant. Et album, der lyder, som om det er et vildt dyr, der er spærret inde i et alt for lille bur, der er skubbet ind i en container med kun en lille luftsluse ud til omverdenen, hvorfra al energien så skal kanaliseres. Mit korte svar er: Hvordan kan man andet?
Jeg er audiofil. Jeg elsker musik, og jeg elsker musikkens lyd. De to ting er lidt forskellige, man kan nemlig godt få musikalske oplevelser gennem elendige afspilningskilder som bærbare computere eller langbølgeradioer – i slutningen af 1980’erne sad jeg under en pause i arbejdet i en fotoforretning i baglokalet og lyttede til Maria Callas synge i en optagelse fra La Scala i 1950’erne afspillet på en mikroskopisk monoradio. Og fik tårer i øjnene.
