0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et sonisk mesterværk, der trodser idealerne for god lyd

Iggy & The Stooges’ album ’Raw Power’ fra 1973 er lyden af indestængthed. Den er en slags audiofilt mesterværk, hvis man åbner ørerne for, at god lyd er andet end naturalisme, skriver Karsten Ifversen i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Karsten Ifversen
Foto: Karsten Ifversen

Mick Rocks foto af Iggy Pop pryder det legendariske cover. Lyden på pladen handler om forsangeren, og billedet understøtter det.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvordan kan man elske albummet ’Raw Power’ med Iggy and The Stooges, hvis man, som jeg gør, også elsker lyd? Et album, der er indelukket, uden videre dynamiske udsving og med næsten fravær af bas og diskant. Et album, der lyder, som om det er et vildt dyr, der er spærret inde i et alt for lille bur, der er skubbet ind i en container med kun en lille luftsluse ud til omverdenen, hvorfra al energien så skal kanaliseres. Mit korte svar er: Hvordan kan man andet?

Jeg er audiofil. Jeg elsker musik, og jeg elsker musikkens lyd. De to ting er lidt forskellige, man kan nemlig godt få musikalske oplevelser gennem elendige afspilningskilder som bærbare computere eller langbølgeradioer – i slutningen af 1980’erne sad jeg under en pause i arbejdet i en fotoforretning i baglokalet og lyttede til Maria Callas synge i en optagelse fra La Scala i 1950’erne afspillet på en mikroskopisk monoradio. Og fik tårer i øjnene.

Noget af den musikalske information var bevaret i den ellers stærkt begrænsede teknologi, der var i hvert fald tilstrækkeligt til at ramme mine teenageørers forbindelse til hjerne og hjerte. Måske støjen og forvrængningen i den lille afspiller i virkeligheden ikke stod i vejen for, men ligefrem var medvirkende til den følelsesmæsssige forbindelse? Dengang var hovedformålet med at arbejde at få råd til at forbedre mit musikanlæg, så jeg kunne komme endnu længere ned i lagene i den optagede musiks tilsyneladende uendeligt dybe verden.

Men ’Raw Power’, helt ærligt. Det rangerer som et af den kanoniserede musikhistories dårligst lydende album. Efter sigende bl.a. fordi Iggy Pop kom til at ødelægge råbåndene efter at have lagt alle instrumenterne over på ét spor og sin egen stemme på et andet. The Stooges kom fra Detroit og var på ingen måde på hjemmebane i London, hvor albummet blev optaget og skulle udgives gennem Bowies selskab, MainMan. Optagelserne havde de selv stået for sammen med en tekniker fra CBS i London. De fire Stooges havde ikke forstand på teknik, og MainMan forstod ikke deres musik, så de fik Bowie, der på det tidspunkt var en erfaren producer, til på få dage at udrede trådene i Los Angeles.

Han havde allerede vist sig som en kapabel producer på Lou Reeds ’Transformer’ og for Mott the Hoople, og på en måde formåede han ud af det ’elendige’ materiale at skabe en klassiker og støbeformen for punk.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter